LandbrugsAvisen | 08.01.2010 |
Af KnudHaugmark, p.t. Bonhoefferstrasse 9, Z 327, 69123 Heidelberg, Tyskland.
Eva Kjer Hansen praler på landbrugets vegne med, at det er "lykkedes landbruget at reducere udledningen af drivhusgasser med 23 procent". Siden 1990 forstås (LandbrugsAvisen 15. december). Delvis fordi kvægholdet er faldet. Men tallet omfatter ikke CO2, som er steget voldsomt. Alene dieselforbruget er fordoblet siden 1995, men det ser ministeren bort fra. Ej heller klimabelastningen fra soyaproduktionen på 700.000 hektar i udlandet, eller fra afskovningen, er medregnet. Så kan man jo let få nogle fine tal. Faktum er, at industrilandbruget udgør en betydelig klimabelastning, og da det giver dundrende underskud, er der flere grunde til at lukke det. Det skal ministeren ikke skjule med sine vildledende påstande.
Hun praler også med, at vi er "europamestre i lavt antibiotikaforbrug" (TV-Avisen 27. december). "Dokumentationen" er nogle tal, som Akselborg har bikset sammen på grundlag af forbruget i 10 udvalgte lande. Det er under halvdelen af Europa. Vi er i øvrigt på en flot femteplads, når det gælder salmonellainficerede svinebesætninger. 41 procent er ramt i Danmark, et godt stykke over gennemsnittet i EU på 28. I Sverige, Norge og østlandene er tallet nul. Tyskland klarer sig også bedre end Danmark.
Diverse fanfarer om, at landbruget skal udvides for at skaffe mad til de sultne masser, sættes i pudsigt perspektiv med dagens meldinger om, at mange ton korn nu fyres af i landmændenes stokerfyr i stedet for træpiller og flis.
Det er uholdbart at landets fødevareminister lægger røgslør ud for en saglig debat om det danske krise- og gældsramte landbrug. Især når det sker mod bedre vidende