ForsideDebatindlægDebat: Verdensmestre i landbrug

Debat: Verdensmestre i landbrug

-

 Bragt i JydskeVestkysten den 25. september 2012.

Landbrugsboss Søren Gade, leverer vås i lange baner i JV den 22. sept, når han for eksempel skriver, at "vi er verdensmestre i landbrug". Det er som man ser på det. Sandt nok har de de danske landmænd førertrøjen på, når det gælder gæld, og sandt nok er de Europamestre i at leve af tilskud. Førstepladsen skyldes, at indkomsten er 70 % skatteyderbetalt, fire gange EU gennemsnittet. Godt gået, drenge! Med hensyn til dårlige undskyldninger og fantasifulde udflugter ligger de også helt fremme i feltet. Søren Gades påstand for eksempel, at dansk landbrug leverer "højkvalitetsvarer" er en sand vinder. Er det pølsefars, som tyskerne køber, eller mener han griseørerne, som kineserne aftager? Eller er det minkavlerne, der lever højt på, at andre lande har forbudt denne form for dyrplageri, samtidig med at danske fiskere støvsuger Nordsøen for at levere højkvalitets foder til de plagede dyr? Eller mener Gade de dødssyge danske oste af "Lillebror" typen eller usundt, hvinende salt, røget svinekød, kaldet bacon? Eller de fine – livsfarlige – salmonellafri kyllinger, hvor halvdelen indeholder resistente ESBL og den anden halvdel camphylobakter? Det bliver et nervepirrende opløb!

Det nærmer sig manipulation, når Gade påstår, at velfærdssamfundet overlever på eksportkronerne fra landbruget. Sagen er, at især svinekødseksporten har givet underskud i over 10 år, og det har ført til stadig stigende gæld. Landbruget har med andre ord eksporteret sine egne penge, som bønderne så bare lånte flere af nede i banken. Ca. 30 mia. hvert år siden 2000. Det giver ingen velfærd, men et blodigt spor af konkurser og nu endda en statslig bank for de fallenter, ingen banker vil røre med en ildtang.

Velfærd betales af skattekroner, og dem leverer landbruget næsten ingen af. Tvært imod belaster danske landmænd statsfinanserne gennem omkring 100 forskellige støtteordninger. Til de mest himmelråbende hører statslig medfinansiering af selvkørende fodervogne, fordi disse skulle "skåne miljøet."

Landmændene forlanger derudover flere hundrede millioner i beskyttelsespenge for drikkevandet, men det holder dem formodentlig ikke tilbage fra at hente ulovlige stoffer i udlandet og svine med dem både på kildepladser og i indvindingsoplande.

Dansk landbrug er en belastning af både samfundsøkonomien, folkesundheden, drikkevandet og Danmarks anseelse i udlandet. Alt i alt ville vi nok få mere velfærd, renere miljø og giftfrit drikkevand uden dette parasitagtige uvæsen.

— 
Knud Haugmark
Skelhøjvej 25 C, 1 th.
2800 Lyngby
Fastnet: +45 46 96 49 48
Mobil: +45 20 41 77 88
www.haugmark.dk

Kilde/link