Debat: Sundhedsstyrelsen har solgt sig selv til svinebranchen
RESISTENTE bakterier Det er kun svinebranchens egne folk, der orienteres, når en forurenet svinefabrik opdages.
af KJELD HANSEN, JOURNALIST OG GÅRDEJER i Politiken den 24/10 2012
HVIS DER opdages farlige smitsomme bakterier på en virksomhed, forventer offentligheden, at sundhedsmyndighederne straks slår alarm.
Vi forventer, at alle ansatte testes uanset ansættelsesforhold, køn eller nationalitet, og at samarbejdspartnere og kunder orienteres, samtidig med at offentligheden advares om risici for smitte ved nærkontakt med virksomheden og dens produkter.
SVINEFABRIKKER udgør en markant undtagelse fra denne procedure. Med grønt lys fra sundhedsminister Astrid Krag insisterer Sundhedsstyrelsen på hemmeligholdelse som eneste strategi. Kun svinebranchens egne folk orienteres, når en forurenet svinefabrik opdages.
Ministeren har desuden accepteret, at Sundhedsstyrelsen aktivt forfølger journalister, der udpeger de smittefarlige virksomheder. Styrelsen truer med bøder og sågar fængsel til dem, der røber navn og adresse på de inficerede virksomheder.
Det er de frygtede MRSA398-bakterier, der beskyttes af Sundhedsstyrelsens strategi. De er resultatet af svinebranchens brug af humane antibiotika.
Da de resistente bakterier kan give betændte sår, som almindelige antibiotika ikke virker på, betragtes de med stor alvor i hospitalsverdenen. MRSA398 overføres fra svinene til de ansatte på fabrikkerne, men kan også smitte videre fra menneske til menneske ved almindelig kontakt.
Sundhedsstyrelsen hævder imidlertid, at de smitsomme bakterier er at betragte som et privat problem, og at fabrikkerne er omfattet af reglerne for beskyttelse af privatlivets fred. Det er den officielle holdning.
Virkeligheden er dog mere uskøn.
I oktober 2008 gennemførte Sundhedsstyrelsen – mod betaling – en MRSAscreening af 769 svinefolk på en kongres i Herning. Den afslørede, at 3 procent var bærere af de farlige bakterier. Mere kom der ikke ud af den undersøgelse. Sundhedsstyrelsen havde garanteret svinefolkene absolut anonymitet, fordi deres faglige organisation, DANSK SVINEPRODUKTION, havde betalt sundhedsstyrelsen et honorar på 220.000 kr. for eneret til resultaterne. Siden da har svinebranchen krævet anonymitet for de smittefarlige virksomheder. I dag er mindst hver sjette svinefabrik inficeret, men Sundhedsstyrelsen fastholder hårdnakket, at deres beliggenhed skal holdes hemmelig.
For offentligheden, sundhedsvæsenet og i sidste ende svinefolkene selv er det en uacceptabel strategi.
Kilde/link