Det daglige kød
Det daglige brød er i Danmark blevet afløst af det daglige kød. I intet andet land i verden spises, der så meget kød, som der gør her. Næsten 150 kg kød om året fortærer hver dansker i gennemsnit. Det er 25 kg mere end amerikanerne, 50 kg mere end tyskerne og næsten dobbelt så meget som svenskerne ifølge FN’s fødevareorganisation FAO (The Guardian 2009).[7]
Man kan betragte dette gigantiske og ganske overflødige proteinindtag ud fra flere perspektiver. Fra en folkesundhedsmæssig synsvinkel er det næppe med til at modarbejde den fedme-epidemi, der er under opsejling. Kostanbefalingerne lyder på mere groft brød, grøntsager og frugt – ikke mere kød. Man bliver ikke i sig selv fed af at spise meget kød, men der er ingen tvivl om, at det voldsomme energiindtag via animalske produkter er medvirkende til at gøre overvægt til et hastigt voksende sundhedsproblem.
Ud fra en dyrevelfærdssynsvinkel synes det vanvittigt, at vi i det industrialiserede landbrug presser dyrene til at yde mere og mere med store omkostninger for dyrevelfærden til følge (Sandøe 2009), blot for at kunne få mere og billigere kød i en situation, hvor vi allerede har et for stort forbrug. Dyrenes lidelser i forbindelse med produktionen af fødevarer kan et stykke af vejen forsvares ud fra hensynet til mennesker – men når det sker for at accelere et overforbrug, så er det svært at se rimeligheden i, at dyrene skal betale så høj en pris for vores grådighed og frådseri.
Ud fra en mere global synsvinkel kan man sige, at der går meget mad til spilde, når vi fylder planter i dyrene for at få dem omdannet til animalske proteiner. Og det i en situation, hvor FN’s fødevareorganisation FAO anslår, at over 1 mia. mennesker i verden lider af kronisk sult (FAO 2009). Tallene kan gøres op på forskellig vis, men det står klart, at der sker et stort spild af energi ved dyrets omsætning af foderet. Ca. 70% af alt landbrugsland anvendes til animalsk produktion (ca. 35% til foderdyrkning og ca. 35% til græsning) (Steinfeld et al. 2006). Det siger sig selv, at frigjorde man blot 10% af disse arealer til produktion af energirige grøntsager, kunne der produceres mad til mange munde. Nu er det ikke sådan, at hver en sojabønne, som vi anvender til dyrefoder, direkte kan bruges som føde til et sultent menneske. Så enkel er verden ikke. Men det er ikke desto mindre slående, at mere end 1 mia. mennesker skal sulte, imens vi spiser enorme mængder af fødevarer, der er produceret ved hjælp af fødevarer, som kunne komme mange flere til gode.
Endelig er der klimabelastningen fra den animalske produktion. Der bruges store mængder energi – som produceres med drivhusgasudledninger til følge – til selve produktionen, dyrkningen af foder, gødning, forarbejdning og transport. Samtidig udleder drøvtyggere som kvæg og får store mængder metan på grund af processer under nedbrydningen af foderet i mave-tarm-systemet. I alt anslår FN, at ca. 18 % af de samlede menneskelige udledninger af drivhusgasser stammer fra produktionen af animalske produkter (Steinfeld et al. 2006).
De ovennævnte problemer er velkendte. For hver af dem gives der en række løsningsforslag. Det interessante i denne forbindelse er blot at se, hvordan disse løsningsforslag kan opdeles i to grupper, der korresponderer med de to grundlæggende natursyn, der blev beskrevet ovenfor. Man kan således opdele løsningerne i en ydre og indre strategi, hvor den ydre strategi søger at løse problemerne ved at ændre på naturen, imens den indre strategi søger at løse problemerne ved at tilpasse kulturen.
Hvis naturens levende væsener ikke er andet end biologiske organismer, som mennesket kan udnytte til egne formål, så kan vi i den nuværende situation vende os mod forskellige teknologier. Målet er så at ændre de levende organismer, så vi kan fastholde vores nuværende livsstil, for eksempel i form af et kødforbrug på ca. 150 kg pr. år pr. person. Nogle af helbredsproblemerne ved det store kødforbrug kan måske løses ved at genmodificere dyrene, så kødet bliver sundere. Amerikanske forskere har således forsøgt at udvikle en omega-3 gris, hvis fedt skulle indeholde sunde fedtsyrer af en art, som normalt findes i fisk (The Scientist 2007).
Vender vi os mod klimaproblemerne kan vi på det meget enkle plan ændre fodersammensætningen, så dyrene bedre kan udnytte den tilførte energi og ikke bøvse den ud som metangas (Ingeniøren 2009). Et mere avanceret alternativ kunne være at genmodificere planterne, så de qua ændrede indholdsstoffer kunne nedbringe drivhusgasudledningerne (Wallace 2009). Endelig kunne man selvfølgelig også søge at lave de genetiske ændringer i dyrene selv, så de blev mindre miljøbelastende. Ser man ikke blot på dyrenes udledninger af drivhusgasser men også på udledningerne, der stammer fra produktionskæden, kunne en del af løsningen være at intensivere produktionssystemerne yderligere. Et forslag her er at bygge højhuse til animalsk produktion, hvor energiudnyttelsen kan effektiviseres, og det anvendte landareal reduceres. Ideen, der oprindeligt stammer fra et hollandsk arkitektfirma, ville betyde, at dyrene skal fødes, opfedes og slagtes under industrielle forhold i høje bygninger, der udmærket kan være placeret i bymæssig bebyggelse. Man kan sige, at det er det ultimative industrialiserede landbrug (Pigprogress 2009).
Fælles for alle disse løsninger er det, at de blot betragter dyret som en ressource, der skal udnyttes mest effektivt. Selvom der inden for de enkelte forslag kan være overvejelser omkring dyrevelfærd, er det tydeligt, at det ikke er her, fokus er. Målet er at opretholde produktion og livsstil ved at ændre på naturen.
Det er en ganske anden strategi, der dukker op, hvis man antager, at naturens levende væsener i sig selv er etisk betydningsfulde og bør behandles som andet og mere end potentielle fødekilder. Især hvis man ikke kun ser snævert på dyrets oplevelse af smerte og glæde men anlægger et bredere syn på dyrets velfærd, der også rummer begreber som naturlighed og integritet. Her er det ikke naturen, der skal ændres, men kulturen der må ændre sig, så den passer til de begrænsninger, både klimaet og naturens etiske betydningsfuldhed sætter for vores handlinger.
”Løsningerne” her går altså på at ændre livsstil i retning af et langt mindre forbrug af animalske produkter. Det kan diskuteres, om en vis mængde kød ikke er nødvendig i en normal kost for mennesker. Man kan sagtens leve vegetarisk eller vegansk, men det er på ingen måde skadeligt for helbredet at indtage animalske produkter med måde. Så en halvering af kødforbruget i Danmark (der ville bringe os på niveau med svenskerne) ville næppe være et urimeligt mål at sætte op. Mindre kød på bordet ville på mange måder bidrage til en afhjælpning af problemerne beskrevet ovenfor. På samme tid er det dog også et væsentligt indgreb i et menneskes liv at ændre dets diæt, og diskussionen kommer derfor til at stå om, i hvor høj grad fællesskabet kan tillade sig at blande sig i den enkeltes kostvalg. For mere om denne diskussion anbefales det at læse Klemens Kappels bidrag til denne udgivelse.
Kilde/link
