Døden lurer på krydderihylden
Kanel, se sneglegift
Sådan må man opfatte ordet kanels nye betydning, efter at EU regler angiveligt har tvunget danske fødevaremyndigheder til at nedsætte kanelindholdet i kanelsnegle til et minimum på grund af giftstoffet kumarin. Man skal ganske vist spise 20-30 snegle om dagen for at få en skade. Den går sikkert over af sig selv og er i alle tilfælde temmelig udramatisk.
Men hvis stoffer, der kan give leverskader for folk, der indtager store mængder, skal begrænses, så må vi bede om, at alkoholprocenten i snaps reduceres til nul komma to i løbet af nul komma fem, og øl og vin skal og ned på den rigtige side af en halv procent. Alkohol giver nemlig leverskader der kan vaske sig, og dem kan man se på de hospitalerne og i dødsårsagsregistret. Kanelsnegle har, så vidt redaktionen erfarer, ingen dødsfald på samvittigheden. Man brækker sig nemlig længe før, det bliver farligt.
Indtil man i EU får sansen for proportioner tilbage, må vi opfordre danske bagere til at yde kanelsneglen retfærdighed og svine med kanelet, så de smager som de skal.
Her er civil ulydighed på sin plads. Borgerne må have ret til at forsvare sig over for myndighedernes overflødige formynderi.
Danske bagere foren jer. Forsvar den danske kanelsnegl. Det gælder livet!
Redaktøren med kanelsnegl i Sønderborg 2012