sickpigs.dk plukker fjerene af Robert Skov, Seruminstituttet.

Vi hugger en artikel fra FødevareWatch, Politikens web-tillæg,  og piller fjerene af Robert Leo Skov, overlæge på Statens serum Institut,  en for en.

Af HENRIK TÜCHSEN (har skrevet artiklen på FødevareWatch)
Offentliggjort 21.08.14 kl. 07:31
Stadig flere danskere bliver smittet med svinebakterien MRSA.
Det er en stafylokok, der er resistent og i ganske få, men alvorlige tilfælde kan være dødsensfarlig for mennesker, der i forvejen er svækkede. I juli i år blev mere end hundrede danskere smittet med MRSA-bakterien. Det er det højeste antal hidtil.

MRSA kan også gøre raske mennesker syge. Det fremgår af sundhedsstyrelsens vejledning bl.a:

det er interessant, at man her bruger et negerende udtryk: ”ikke stor risiko”. Hvad betyder det? Er 40% stor? 25% er næppe stor, men er risikoen så 25%. Udtrykket er meget uklart, man maskerer reelt risikoen for læseren, som jeg helst ser sig selv uden for fare. Kort sagt: raske mennesker kan blive syge.

Udviklingen har fået Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, til at kalde udviklingen ”en epidemi, som er helt ude af kontrol.”
Statens Serum Institut (SSI) er en statsvirksomhed under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvis hovedopgave bl.a. er at sikre beredskabet over for smitsomme sygdomme. FødevareWatch har bedt overlæge Robert L. Skov, Områdechef Bakteriologisk overvågning og infektionshygiejne, perspektivere den til tider stærkt ophedede debat om svinebakterien MRSA:
Hvor alvorligt er det her problem for mennesker, der arbejder i svineproduktionen og danskere i al almindelighed?
”Jo flere svin, der er positive i Danmark, jo flere mennesker vil være positive med MRSA, der er en stafylokok og den smitter ved tæt kontakt med smittede dyr og mennesker. For den enkelte person, der arbejder i en svinebesætning og er sund og rask, er risikoen for at blive alvorlig syg ret beskeden, og den type infektioner, man hyppigst  får, er infektioner i huden, som sjældent er alvorlige.

Altså risikoen er ”ret beskeden”. Den er ikke bare ”beskeden”, men ”ret beskeden” Hvor stor er det. ? Hvis man er “sund og rask”,  men det er vi jo ikke hele tiden. Flere sygehistorier har været omtalt i medierne på det seneste. Her blev særdeles sunde og raske mennesker syge, fordi de holdt op med at være “sunde og raske” lige pludselig. Infektionerne er “sjældent” alvorlige. Men hvor sjældent er “sjældent” og hvor alvorligt er “alvorligt”.

Omvendt giver det god mening, at man følger de nye råd om vask og tøjskifte. Når man vælger at arbejde med dyr, udsætter man sig for dyrenes bakterier. Det har man altid gjort, og nu har man fået et nyt problem – at man også udsætter sig for MRSA. Det er en erhvervsrisiko – en blandt mange erhvervsrisici.”

Robert Skov bruger for første gang ordet ”erhvervsrisiko” om MRSA. I følge lovgivningen er det arbejdsgiverens ansvar at beskytte de ansatte, også imod infektioner.  Skov mener derimod, at man selv er ude om det, hvis man går ind til nogle dyr. Det er altså den enkeltes egen skyld, hvis man bliver syg. Man har jo selv valgt arbejdet med dyr. Skov tager her stilling til det juridiske ansvar for de skader, de ansatte pådrager sig på arbejdet. Er det en læges opgave?

Stafylokokker i næsen

Når det er sagt, påpeger overlægen, er stafylokokker noget, som hver 3. dansker bærer i næsen – ikke MRSA, men almindelige stafylokokker, der har samme sygdomsevne som MRSA.  MRSA er ”bare” en resistent stafylokok, men den sygdomsfremkaldende egenskab ligger ikke i det at være resistent. Heri ligger, at det begrænser behandlingsmulighederne.

Robert Skov bagatelliserer her MRSA faren ved at sidestille MRSA med alle de andre stafyllokokker, der ikke er resistente. Han ser udelukkende på sygdomsrisikoen for en enkelte og ikke på den fare, MRSA udgør dels for syge og svage mennesker og dels for anvendeligheden af antibiotika fremover.

”Der er danskere, der har været positive med MRSA siden 2004 og aldrig haft en infektion.”

Igen kommer det negerende argument på banen. Men er det overhovedet en relevant oplysning?

“Cirka 20 pct. af dem, der bærer stafylokokker bærer dem hele livet uden at være syge af det, men det ændrer selvfølgelig ikke på, at der er ca. 1800 mennesker, der får blodforgiftning om året med almindelige stafylokokker, og 20-40 danskere, der får blodforgiftninger med MRSA.”

Interessant nok gentager Robert Skov ikke her, at man må imødese flere dødsfald på grund af MRSA.

Han tilføjer, at Sundhedsstyrelsens vejledning blev ændret  i december 2012, så folk skulle meddele til deres læge, hvis de arbejder med svin. I givet fald bliver de podet, og det betyder, at man finder en masse mennesker, der er bærere af MRSA uden at være syge.
”Derfor ser vi en markant stigning i 2013, specielt fra september og frem med et ekstra hop i juli 2014.  Så vi kan være på vej yderligere op, eller det kan være udsving. Men siden september 2013 er selve stigningstakten aftaget.”

Argumentet er: det har været der hele tiden, så hvorfor al denne opstandelse, fordi vi nu opdager det. Robert Skov foretrækker åbenbart uvidenhedens ansvarsfrihed. Robert  Skov mener tilsyneladende, at MRSA-problemet består i, at vi har opdaget det.

Er det primært i Danmark, vi har problemet?
”Nej, det er i samtlige lande, der har industriel svineproduktion.”

Interessant udelukkelse af Sverige for eksempel.

Har de problemet i samme omfang som i Danmark?
”Ja.”
Er der samme problematik i de andre lande – diskuterer de det for eksempel også i Holland?
”Nej for i Holland var problemet meget større fra starten, så der opgav man at gøre noget ved det.”
Så man måler det ikke?
”Jo, men du har ikke samme stigningstakt, for allerede fra dag 1 var 70 pct. af de hollandske besætninger positive, da man mødte problemet. Men i Danmark var det formentlig cirka 10 procent. Det betyder, at rigtig mange danske besætninger kan blive positive henover tid.

I Danmark kan vi opleve en høj stigningstakt fordi mange besætninger ikke er smittet, siger overlægen. Problemet skyldes altså i forhold til Holland, at vi har så relativt få smittede besætninger. Ikke at bakterien udbredes til befolkningen.

“Så vi er ved at nærme os de hollandske tal. I andre lande drukner svine-MRSA fuldstændig, fordi de har så meget  hospitals-MRSA.”

Her har vi igen et eksempel på den udbredte relativisering. MRSA er et usynligt problem, fordi et andet er større.

Udspringer hospitals-MRSA fra svin?
”Overhovedet ikke, langt det meste MRSA kommer fra mennesker; langt det meste smitte med MRSA har intet med svin at gøre. Indtil 2004 var al MRSA problematik i verden menneske-MRSA. Men i Danmark er menneske-MRSA lav, og så fylder svine-MRSA meget.”

Igen en relativisering: Den lave forekomst af hospitals MRSA er grunden til, at svine-MRSA bliver et stort problem.

MRSA er en verdensomspændende problemstilling, understreger Robert Skov,  som i bund og grund er et menneskeproblem.
”Men igennem de seneste 10 år har vi også set et problem komme fra dyr, og det er tiltagende specielt i lande med lav forekomst af menneske MRSA. Dødsfald som følge af smitten med MRSA sker generelt hos meget svækkede mennesker, og de seneste tre år er der betydelig flere mennesker, der er døde af menneske-MRSA end svine-MRSA.”

Her skal man lægge mærke til ordet ”generelt” der jo svækker udsagnet. Og bagtelliseringen: kun ”meget svækkede mennesker” dør af MRSA. Igen ser Robert Skov bort fra de samfundsmæssige følger af, at antibiotika bliver virkningsløs og at landbruget indfører nye sygdomme i Danmark.
Men i øvrigt kan vi alle blive svækkede på den ene eller den anden måde, og så slår MRSA hårdt. Spædbørn er også ret ”svækkede”, og de kan slet ikke kan tåle behandlingen med særlig antibiotika imod MRSA.