Livet på landet, en virkelig historie

sickpigs.dk kender forfatteren til denne beretning, som ønsker at være anonym.

Et liv som nabo til en svinefabrik er ikke det liv jeg drømte om, da jeg for 26 år siden flyttede på landet. Min mand og jeg valgte at bo på landet, for at kunne dyrke vores store interesse for hesteavl og ridning. Derfor købte vi en lille landejendom med noget jord til. Dengang var der på nabogården, som ligger 300 meter væk, opdræt at lidt kødkvæg og nogle grise, og vi nød i fulde drag når naboens kvæg gik og græssede langs vores skel. Vi var selvfølgelig fuldstændig indforstået med, at der af og til lugtede lidt af gylle, det var stort set den eneste gene vi havde derfra.

Gården skifter ejer

Det fik desværre en brat ende, da sønnen arvede gården og valgte at leje den ud. Hans valg faldt på en svineproducent, som ikke kunne få lov til at udvide sin bedrift der, hvor han bor, da den ligger tæt på en landsby. Jeg opdagede det ”nye naboskab”, ved at læse en notits i ugebladet under ”amtet orienterer”, hvor der stod, at der var givet byggetilladelse til at ændre staldene til svineproduktion. Der stod også, at der var en indsigelsesfrist imod planerne, men da jeg ved selvsyn kunne konstatere, at ombygningen allerede var sat i gang, opgav jeg på forhånd. Efterfølgende tog generne fra gården voldsomt til. Den fik efterhånden ry for at være den mest stinkende svineproduktion i vores område, som er et område med særlige drikkevandsinteresser, hvor der er givet tilladelse til produktion af næsten 200.000 svin årligt, på et areal på ca. 4 km2. Gården består fortrinsvis af gamle utidssvarende stalde uden nogen som helst form for luftrensning, så stanken blev hurtigt ulidelig. I 2010 blev vi orienteret om, at der var søgt miljøgodkendelse til at producere godt 12.000 svin årligt på gården, og vi var i den forbindelse høringsberettigede. Man søgte i samme omgang om at få lovliggjort den produktion på godt 5000 svin årligt, der allerede var i gang flere år forinden, da den ikke havde nogen miljøgodkendelse.

Smarte konsulenter

De konsulenter, der laver miljøansøgningerne ser ud til at være eksperter i at få manipuleret med ”tingene”, så lovgivningen bliver overholdt. Der bliver blandt andet flyttet rundt på gylleregnskaber fra en gård til en anden, så der ikke behøver at blive lavet VVM redegørelse. Det bliver påstået, at transport ruter ikke går igennem landsbyer, på trods af, at det er en nødvendighed for at få bragt gyllen til den gård, hvor den skal spredes, da det er ikke lovligt. Man opfinder fiktive markveje, så man kan påstå, at man ikke belaster de offentlige veje, og sådan kan jeg blive ved. På den måde er man sikker på, at ansøgningen bliver godkendt

Kampen imod svinene

Nu var jeg blevet konfronteret med de gener man har som nabo til en svinefabrik, og derfor satte jeg alle sejl til, for at forhindre udvidelsen. I min indsigelse var jeg blandt andet inde på de store lugtgener som i høj grad forringer vores livskvalitet, da lysten til udendørs aktiviteter afhænger af hvilken vindretning, der er. Jeg gjorde opmærksom på, at et stort antibiotikaforbrug, som det ofte er i svineproduktioner, øger risikoen for smitte med svine MRSA, også fra staldene som ligger 1,5 meter fra offentlig vej. Ventilationsluften bliver spredt i nabolaget uden nogen form for rensning. Jeg citerede blandt andet en amerikanske undersøgelse, hvor man har påvist resistente bakterier op til 150 meter fra udluftningen på en svinestald. Der er ikke lavet en tilsvarende undersøgelse her i Danmark, og derfor anser man problemet for ikke eksisterende. Jeg påpegede problemerne, ved at der ofte lå døde grise frit tilgængelig for områdets hunde og katte. De mange transporter på offentlig vej med gylle fra grise, som bliver fodret med tungmetaller og store mængder antibiotika, gjorde jeg også opmærksom på kunne give problemer. .

Ved først at udvide uden miljøgodkendelse, undgik svineproducenten, at der blev stillet krav til effektiv luftrensning fra de gamle stalde. For at overholde lugtgenekravene til nærmeste nabo har man blot krævet, at luftudtagene bliver forhøjet, så ventilationsluften og dermed også MRSA bakterierne bliver spredt over en større område.

Nærmeste nabo er retsløs

Apropos”nærmeste nabo”, så kan jeg fortælle, at lejere af stuehuse til en svineproduktioner, ikke er ”nærmeste nabo”, de er ikke høringsberettigede, ej heller er de beskyttet af miljølovgivningen, på samme måde som ejere af naboboligerne er. Landmanden har heller ikke pligt til at orientere dem om, hvad der foregår af nye tiltag. I 2010 boede der i stuehuset, som ligger godt 7 meter fra udluftningen fra staldene, et par med tre små børn. Begge forældre arbejdede som pædagoger i børnehaver og børnene gik i den lokale skole.
Mor og datter var i en periode meget plaget af halsbetændelse, som ikke kunne kureres med almindelig antibiotika og på et tidspunkt blev den treårige datter indlagt på intensiv afdeling med en meget alvorlig halsbetændelse, som var ekstrem vanskelig at få bugt med. Jeg ved ikke, om det var svine MRSA, der var skyld i det, men man kan da godt have en mistanke om det. Da der ikke er åbenhed om, hvilke produktioner der har smitten, så er jeg nødt til at gå ud fra, at naboens besætning har den. Det er i hvert tilfælde påfaldende af der næsten dagligt, ligger døde næsten slagtefærdige svin, af og til i så stort et antal, at de ikke kan være under dækskjoldet. Jeg er overbevist om, at svin også kan få blodforgiftning på grund af svine MRSA, de ligner jo mennesker så meget, at man bruger dem i forskningsøjemed til at lære om menneskesygdomme.

Familien er flyttet nu, og der er i stedet for kommet et ungt par, som lige har fået deres første barn. I stedet for at glæde mig over at der er kommet et lille nyt barn til verden, så tænker jeg med vemod på hvilken risiko, det barn har, for at blive smittet med MRSA og hvilke andre gener det bliver udsat for fremover.

Nærmest latterliggjort

Indsigelsen var en tur omkring miljøklagenævnet, og ombudsmanden kiggede også på den. Det eneste jeg fik ud af det, var at projektet blev forsinket et stykke tid. Jeg fik en sludder for en sladder og en af kommentarerne var,” at der jo altid havde været dyr på gården så hvis generne var så store, så var der nok blevet klaget noget før”. MRSA problematikken blev der også bare trukket på skuldrene af, jeg føler jeg nærmest blev lidt latterliggjort. Derfor er det med en vis skadefryd, at jeg nu oplever at stort set alle mine forudanelser holdt stik, og at det nu er kommet til offentlighedens kendskab, hvilke omkostninger det har med den intensive svineproduktion, vi har her i landet.

Den ejendom, som min mand og jeg havde håbet at kunne nyde vores fremtidige pensionist tilværelse på, og som vi har brugt mange kræfter og mange penge på at renovere, den er nu blevet til en klods om benet på os, da den sandsynligvis er umulig at sælge. Hvad angår min interesse for at ride, så foregår det kun de dage hvor luften ikke er tyk af svinestank. Haven bliver heller ikke meget benyttet, blandt andet kan jeg nævne, at vores sommerferie startede med, at der blev spredt gylle på marken ved siden af, og den blev først pløjet ned efter 8 dage. Det medførte en lugt og luft, som gav kvalme og hovedpine og som, på trods af det skønne sommervejr, tvang mig til at opholde mig indendørs med hermetisk lukkede døre og vinduer.

Jeg er nødsaget til at køre tæt forbi svinefabrikken for at passe mit arbejde, så jeg kan bidrage med skat, som er med til at holde liv i en urentabel, miljøskadelig og uetisk svineproduktion. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tjekker at vinduer og luftindtag i bilen er hermetisk lukkede, for jeg ønsker ikke at blive smittebærer af MRSA, også fordi jeg har et job, hvor jeg arbejder meget tæt på mennesker.

Valgte kødet fra

Jeg valgte at leve vegetarisk, da det i 2010 gik op for mig hvilke grusomme forhold vi byder produktionsdyrene, så jeg føler ikke, jeg har lod og andel i, at der bliver produceret så mange svin i Danmark, alligevel skal jeg leve med alle generne, fordi jeg tilfældigvis har valgt at bosætte mig på landet, og det synes jeg ikke er i orden.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg ønsker at være anonym da jeg er bange for at blive udsat for chikane fra svineproducenten, hvis jeg udtaler sig om ovenstående. Samtidig er jeg også nervøs for, at min arbejdsgiver bliver bekendt med, at jeg er en af de 13% af befolkningen, der har større risiko for at være bærer af resistente bakterier, fordi jeg bor i landzone.

Mange hilsner

en af de mange sagesløse naboer til svinefarme