Mens stort set alle ånder lettet op over, at Marine le Pen ikke vandt første runde af præsidentvalget i Frankrig, sidder vi her på redaktionen og har mavekneb over, at hun faktisk fik en meget overbevisende andenplads. Med hendes talegaver og snu retorik anser vi det for ret sandsynligt, at hun vinder den 7. maj og fører EU ud på en populistisk glidebane, der ender med, at generationers arbejde for at skabe et stabilt, fredeligt og rigt Europa forspildes.
Populister er ikke rigtige politikere, men snarere politiske fribyttere. De serverer letbenede løsninger på indviklede problemer og det appellerer til de mange, der ikke rigtig forstår, hvor kompleks samfundet og verden er. Trump havde succes, Brexit er også disse letvægteres værk og herhjemme har vi ikke bare et populistisk Dansk Folkeparti, men fire – fem andre partier, der har taget farve fra Pia Kjærsgårds larmende amatører.
Grunden til, at det populistiske spøgelse nu går gennem hele verden fra øst til vest, er mangel på uddannelse og indsigt. Populismen kan ikke bekæmpes med politisk retorik eller saglig argumentation. Kun ved udstille dens hulhed og kalde den ved rette navn, altså fribytteri, der ikke har andet end luftkasteller at byde på, kan man komme den til livs.
Men i den politiske korrektheds navn viger alle fornuftige modstandere tilbage fra dette og rykker dermed til side for populisternes højtråbende men indholdsløse propaganda.
Det er grunden til at Frankrig får sin første kvindelige præsident den 7 maj.
Der er ikke noget at grine ad.