Jens Erik Ørum, seniorrådgiver for Sektion for Miljø og Naturressourcer på Københavns Universitet, udtalte sig i 2016 om det, vi her på siden har kaldt “den økologiske pengemaskine”, nemlig det forhold, at omlægningsstøtten til økologerne ikke øger det økologiske areal men blot flytter det rundt. Jorden lægges frem og tilbage i samme takt, hvorfor tilskudspengene set fra samfundets oig miljøets side er spildt. Fra landbrugets side er der snarere tale om en fed malkeko for landdistriktsmidler, der udbetales af EU og på denne måde kanaliseres ind i landbruget.
Dette opdagede Niels Erik Ørum næsten, og skrev et notat til Natur og Erhvervsstyrelsen, hvor han undrede sig over, at de fleste nyomlagte økoarealer var forpagtede, og især over, at der var klar signifikans for sammenhængen imellem forpagtning og økologisk arealtilvækst.
I sammendraget til artiklen skriver han bl.a:
Mod forventning er der imidlertid en meget begrænset sammenhæng mellem vækst og areal under omlægning , men en signifikant sammenhæng mellem andelen af forpagtet areal og areal under omlægning. I 2009 svarede det omlagte areal til ca. 50 pct. af det forpagtede areal. I 2010 og 2011 er denne andel steget til hhv. 60 og 65 pct. Det indikerer, at de konventionelle forpagtninger udgør en meget stor andel af vækstgrundlaget for de økologiske bedrifter, men at disse forpagtninger i gennemsnit opgives efter fem til syv år, hvorefter nye konventionelle arealer forpagtes og omlægges. Det er tilsyneladende her, den store andel af økologiske arealer går tabt!
Jens Erik Ørum går endda til forskellige registre for på empirisk vis at belægge sin påstand. Den viser sig at holde vand. Tilvæksten i økoarealet udgøres i stigende grad af forpagtet areal, der fra 2009 til 2011 steg fra 48% til 66%. Dette kan kun forklares ved, at andre forpagtede arealer går tabt, og oftest lægges tilbage til konventionel drift.
Om årsagen hertil skriver Ørum bl.a:
Det kan også tænkes, at den økologiske landmand meget gerne vil af med den fem til syv år gamle, omlagte forpagtning, når ukrudtsproblemer har vokset sig store og jorden er gødningsmæssigt udpint. (side 8 i notatet).
Hans notat, som artiklen (i Landbrugsavisen red.) henviser til, stammer fra 2011. Notatet indeholdt et teoretisk regnestykke for, hvad der kunne ske, hvis en bedrift i høj grad var baseret på forpagtede arealer.
Så det var et regnestykke? Du vidste ikke, at der reelt var økologer, der droppede forpagtet areal for i stedet at omlægge et andet med støtte?“Nej nej nej,” understreger Jens Erik Ørum.
I artiklen står der,
”De danske økobønder har opdaget en fidus for hvert år at høste et tocifret millionbeløb i statskassen for at omlægge jord til økologisk landbrug.” Er der dækning for den sætning?
“Næh.”
Her på redaktionen ser vi dette entydige tilbagetog som et resultat af, at der er lagt pres på Jens Erik Ørum. Det kan være dekanen, rektor, en embedsmand i ministeriet eller selveste ministeren, der ikke ønsker, at den økologiske pengemaskine undermineres i offentligheden som pengespild. Og Ørum er lige som mange andre danske universitetsforskere afhængige i bevillinger ikke mindst fra ministerierne, så det gælder om ikke at bide af den hånd, der fodrer institutterne.
Jens Erik Ørums argument for, at der ikke er tale om en fidus er i øvrigt en skoleeksempel på forsøg på at flytte fokus, en klassisk udvej, hvis man mangler saglige argumenter.
Han siger til Landbrugsavisen
“Støttesatserne er fastsat, så det ikke er en fidus. Det dækker de omkostninger, der er, ikke mere,”
Men størrelsen på støttesatserne var hverken genstand for kritik i Ørums eget notat eller i artiklen i Metro Express.
Jens Erik Ørums notat, “Økologiske afhoppere” kan læses her i sin helhed
Source: Forsker: Fejlagtig artikel om økofidus | LandbrugsAvisen
