Fra det økologiske parnas udbasuneres jævnligt bombastiske budskaber om en buldrende vækst i de økologiske areal i Danmark, der i det væsentlige ikke adskiller sig fra andre landbrugsområder, men det er en anden sag.
I juni 2016 proklamerede Økologisk Landsforening eksempelvis, at det økologiske areal det følgende år ville vokse med næsten en femtedel, svarende til
‘Samsø, Læsø, Amager og Københavns Kommune tilsammen’.
Men det var reelt tale om et lillebitte udsving på under to procent.
I den ministerielle statistikoversigt for økologi puster man “det samlede økologiareal” op ved at indregne:
11.141 ha var planlagt omlagt, men ikke påbegyndt omlagt endnu
Vi er ret uforstående over for, at man ikke også indregner datoen, dagtemperaturen og dyrkningsprocenten, for det ville se rigtig godt ud og ikke være spor mindre relevant.
Jævnligt hører man, at vi er “verdensmestre i økologi”, fordi omsætningen i detailleddet er over 7% økologisk. Der er imidlertid tale om en stor andel mejeriprodukter, hvor den økologiske driftsform har en meget tvivlsom miljøvirkning.
Denne misinformation fra de økologiske propagandister har vildledt mange mennesker til at tro, at økologien går frem. Et opslag i Danmarks Statistik viser det modsatte. Ser man på perioden fra 2010 til i dag er der stort set ikke sket nogen forandring. Men hvert eneste år udbetaler Staten ikke desto mindre mange millioner i omlægningsstøtte m.v, så det er tydeligt, at der i samme takt sker en tilsvarende tilbagelægning til ikke-økologisk driftsform.
Mange har den opfattelse, at økologerne har små hyggelige familiebrug, en slags husmandssteder med høns og duer, og mange stuer, men her leverer statistikken den nådesløse sandhed, at 74% af arealet ligger under gårde, der er over 100 hektar. Kun 6% af arealet tilhører gårde under 20 ha.
I følge statistikken tjener økologerne imidlertid rigtig godt. Men det er ikke muligt at se på resultaterne af driften renset for tilskud. Så den gode økonomi er i al fald til dels skatteyderfinansieret.
Konkluderende kan man sige, at det røde Ø-mærke legitimerer en massiv pengestrøm til et segment af landbruget, der pynter sig med den økologiske glorie. Men såvel økologiske køer som grise sviner med stank, næringsstoffer og klimagasser i mindst samme grad som almindelige husdyr. Den såkaldte økologiske driftsform er og bliver et figenblad, “greenwashing”, af et landbrug, der nægter at omstille sig til fremtidens forbrugerkrav og i stedet vælger et underskudsgivende dødsridt, hvor for eksempel for tiden 300.000 tons usælgeligt mælkepulver ligger på lager i EU-regie.
Det holder ikke en meter!
