Mike Zuckerberg er en lille mand. Han virker som en konfirmand i et alt for stor jakkesæt. Mentalt er han stadig pubertær, og hans ide for længe siden at lave en hjemmeside med klassekammerater var og er harmløs. Men projektet er nu vokset til et verdensomspændende uhyre som ikke bare udspionerer brugerne men også bruger indsamlede data imod de selv samme brugere, uden at de aner, hvad der sker.
Jeg var som mange andre skeptisk, da Facebook i begyndelsen krævede ejerskab til de billeder brugerne delte. I pressen spekulerede man om rejsebureauer kunne misbruge billederne i deres reklamemateriale og sådan. Irriterende måske, men til at leve med. Ingen anede, at Facebook med ansigtsgenkendelse og en masse andre oplysninger skaber en datakopi af brugerne, der indeholder oplysninger om politisk ståsted, seksuel orientering og helbredstilstand. Foruden livretter, sprogkundskaber, nattesøvn og tusind andre ting, herunder hvem dine venner er.
Er det noget, jeg har sagt ja til?
Og ville jeg gøre det, hvis jeg vidste, at til gengæld for adgang til Facebooks platform tjener Mike Z milliarder på at indsamle og systematisere oplysninger om mig og mine kontakter.
Ville jeg have accepteret dette, hvis jeg havde vidst, at konfirmanden havde udviklet sig til en ryggesløs multimilliardær, som sælger oplysninger til politiske kampagner uden mit vidende og med uforudsigelige konsekvenser for planeten?
NEJ, selvfølgelig ikke. Jeg blev narret af endeløse ”agreements” som dukkede op på ubekvemme tidspunkter, hvor der var meget lille risiko, for at jeg ville læse dem. Og hvis jeg var kommet længere end det første afsnit, havde jeg ikke fattet en brik af Zuckerbergs advokaters lingo. Og det havde i øvrigt været lige gyldigt. Hver uge er der nye oplysninger i pressen om, at Facebook er gået for langt, og de synes revnende lige glade med lovgivningsmæssige begrænsninger for deres millionforretning. Bliver de knaldet på grund af en eller anden whistleblower, så siger Mike ”sorry”, trækker på skuldrende og finder på nye narrestreger. Nu ser vi konsekvenserne. Facebook er den stærkeste kraft på kloden. Brugerne bliver hængende, fordi Facebook har taget deres privatliv som gidsel. Det vigtigste for de fleste mennesker, deres familie, venner og kolleger bruger Facebook, deres fotosamling ligger der til skue, nyheder, sladder og alt muligt har brugerne adgang til på Facebook, så de fleste er afhængige af platformen eller i det mindste låst til den.
Det er ikke deres egen skyld. Det er en del af forretningsmodellen, som Mike Zuckerberg næppe havde forestillet sig, da han lavede sine websider med klassekammerater. Men da den opfandt sig selv, blev skoledrengen grådig, han forfinede og kommercialiserede den, og mens han blev milliardær, snorksov vi andre i tillid til, at den søde konfirmand bare delte sin platform med os andre, fordi han var en sød fyr, og sådan gør søde fyre jo.
Nu er vi noget klogere.
Præsident Trump blev valgt efter en kampagne, der byggede på facebookdata fra vistnok 87 millioner mennesker. Brexit vandt også ved hjælp af facebookdata. En afrikansk præsident købte også ydelser før han blev valgt. Den populistiske bølge var fladet ud for længst uden støtten Facebook
Men hvor meget ved vi ikke om andre af CEO Zuckerbergs kunder, der har manipuleret vores synspunkter og beslutninger?
Hvor stort er dette isbjerg egentlig?
Det er langt over tiden til at sige farvel, fucking Facebook.
I hate you.
Knud Haugmark, redaktør
