En stribe sager, hvor ministerier og styrelser har forvaltet på en måde, der i bedste fald strider imod lovenes hensigt, i værste fald ulovligt, er kommet til offentlighedens kendskab på det seneste.
Inden for drikkevandsområdet har vi set en fodslæbende og langsommelig indsats for at standse nedsivningen af bl.a. landbrugets pesticider til grund- og drikkevand. Beskyttelsespenge blev udbetalt til alle mulige grundejere, her kaldet drikkevandsmafiaen, uden at udløse den ønskede miljøeffekt.
For eksempel har vi kunnet afsløre, at flere grundejere på Bederkanten ved Århus, bl.a. en svæveflyveklub, flere skovejere og ejeren af nogle nedlagte drivhuse, modtog “kompensation” for at skåne drikkevandet imod pesticider. Over 250 millioner blev udbetalt. Pengene blev udredt af vandforbrugerne i Århus.
Over knap to årtier sendte staten EU penge til ejere af jord, der blev udlagt som brak for at nedbringe kornproduktionen i EU. I Danmark skete der intet fald, og modtagerne af pengene talte ejeren af den nedlagte Vandel Flyveplads, godset Bregentved, der på den måde opfyldte sine braklægningsforpligtelser samtidig med, at man dyrkede sine fede sjællandske jorder. Eksempler på at udyrkede arealer langt fra gården, “fjernbrak”, er talrige. EU forlangte brakkompensationen for to af de nitten år tilbagebetalt fra den danske stat, der med venlig hilsen fra de danske skatteydere sendte 750 millioner DKK til Bruxelles uden at dette ramte modtagerne af den ulovlige brakstøtte.
Senest er det kommet for dagens lys, at såkaldte “kvotekonger” uden om reglerne tiltvang sig uforholdsmæssigt store fiskekvoter på mindre fiskeres bekostning, lige som enkelte fiskere via en meget venligt stemt embedsmand ved en telefonopringning kunne på tilladelse til “forsøgsfiskeri” efter muslinger i Storebælt. Samtidig fik andre, lokale fiskere en lang næse, hvis de forespurgte om samme tilladelse.
Ingeniøren kan den trettende maj i år fortælle, at miljøstyrelsen på egen hånd har lempet EU-reglerne for dispensationer vedr. pesticider og strøet dem ud med let hånd det ene år efter det næste. Denne sag følger manges undren over, at der trods det, der af landbrugets propagandister kaldes “verdens skrappeste godkendelsesregler”, gentagne gange er fundet rester fra ulovlige sprøjtemidler, når man begynder at analysere vandprøverne for disse.
Mistanken om, at man i virkeligheden har vendt det blinde øje til for at tækkes landbruget, er nu vakt i en sådan grad, at rigsrevisorerne har sat en undersøgelse af hele fødevareområdet i gang. Undersøgelsen er mørklagt, men ministeren, Jakob Ellemann Jensen, beroliger DRs udsendte med denne oplysning:
I dag er landbruget meget mere forsigtige med, hvad de bruger af stoffer
https://www.dr.dk/nyheder/indland/passer-de-godt-nok-paa-drikkevandet-ministerium-sat-under-lup