Det begyndte med, at vi her på redaktionen undrede os over, at en økologisk kvægavler fra Sig ved Varde, Lars Jager Madsen, fik en ekstra god handel da han solgte gården til en investor ved at lave en teknisk konkurs, fordi det tog for lang tid at finde en reel køber.
Kvægbonden havde været økologisk i en lang årrække og derved hentet spandevis af økostøtte. Oveni havde han endda fået ca. 50% mere for mælken.
Året inden “konkursen” havde han opnået kredit på over 8 millioner kroner, så bedriften må have været særdeles kreditværdig, ikke mindst i betragtning af, at der tinglyst gæld på 31 millioner på salgstidspunktet. Derudover kommer varegæld, kassekreditter osv.
Det ser underligt ud, at en holden mand på en veldrevet gård kan gå “teknisk konkurs” lige før han overdrager gården til en pengestærk investor fra nærområdet, der i øvrigt slet ikke er landmand.
For at få syn for sagen søgte vi aktindsigt i, hvor mange penge skatteyderne via EU havde pumpet ind i landbruget og bedriften, og særligt hvor meget den såkaldt “økologiske” driftsform havde udløst.
Man går i gang med at finde tallene
Ministeriet reagerede sådan set korrekt, udbad sig blot lidt ekstra tid til at finde oplysningerne frem, og da vi fik nogle velvoksne regneark troede vi, at nu kunne vi fremsøge de oplysninger, vi ønskede. Men der gjorde vi regning uden vært. Man havde uden forklaring eller lovreference undtaget tusindvis af tilskud. Et år var ca. 6.000 tilskud på i alt 38 mio. undtaget. Det var den første fejl, for hvis man undtager noget fra aktindsigt skal man i følge loven begrunde det og henvise til den relevante lovbestemmelse. Endvidere anførte man heller ikke den lovbefalede klagevejledning, som skal følge enhver forvaltningsmæssig afgørelse. Det var fejl nummer to. Vi bad om begge dele og blev slået af forundring, da ministeriet henviste til EU-regler, som slet ikke vedrører aktindsigt i henhold til Aarhuskonventionen. Det var den tredje fejl, og også den gang den mest graverende.
Ministeriet vildleder
For hvis vi ser bort fra det tilfælde, at juristerne i ministeriet ikke forstår lovgivningen og antager, at det gør de, så foreligger der et tilfælde af forsætlig vildledning af borgerne. Ministeriet vidste udmærket, at de undtagelser, man henholdt sig til, havde en helt anden baggrund, hvilket ikke gør dem spor mindre absurde. Man kunne i forbindelse med kommissionens egen offentliggørelse af støttedata undtage data, hvis der var mindre end ti modtagere i en enkelt kommune eller hvis beløbet var under ca. 8.000 kroner. Desuden mente man ikke at støttedata fra modtagere, der havde søgt med deres CPR nummer skulle have deres støttebeløb meddelt i en aktindsigt. Det var i virkeligheden tre meget graverende fejl, som vi påpegede i en klage fremsendt til ministeriet. Men så tog sagen en mærkelig drejning
Ministeriet lægger sig fladt ned
I stedet for at sende klagen til Miljø- og Naturklagenævnet, hvor den hører til, agerede ministeriet selv klageorgan, og hjemviste sagen til fornyet behandling i ministeriet. Man henviste til en noget kreativ fortolkning af miljøoplysningeloven m.v. men altså med det resultat, at man ville meddele alle støttedata siden 2008, hvor man påstod, at de blev digitaliserede.
Rækken af fejl fortsætter
Vi fik hverken lovgrundlag, begrundelse eller klagevejledning vedrørende denne forvaltningsmæssige afgørelse, som fritog ministeriet for en klagesag, som man åbenbart godt vidste, at man ville tabe med et stort klask mod flisegulvet. Det ligner en bevidst fejl mere, end hvad der er særlig kønt.
Desuden bevilligede man sig to måneder ekstra til at finde de anonymiserede data, så vi først kan offentliggøre dem en gang til næste år.
Det er et hårdt slag imod det frie ord, at myndighederne med eller uden forsæt saboterer kritiske udtalelser ved at forsinke dokumentation.
Det var den foreløbigt sidste fejl i sagen. Nok den mest alvorlige
