Lærke Malmbak skriver i Politiken den 18. februar bl.a:
Individualisering er kapitalismens forsvarsmekanisme, der forhindrer oprør i nogensinde at mobilisere sig, og taler vi velvilligt med på den dagsorden, reduceres klimakampen til varm luft.
Vi er helt enige.
Under den individuelle klimaindsats hører for eksempel:
- at flyve “mindre”
- at spise vegansk
- at gå i genbrugstøj
- at tage toget
- at købe en elbil
Det er et blålys. Selv hvis mange mennesker i den rige verden, skulle skære ned, så er det ingen garanti for, at der flyves mindre i verden. Flyvemaskiner er finansieret med banklån, og hvis de ikke flyver penge hjem, taber investorerne deres penge. De skal nok få de fly omdirigeret til de 97% af verdens befolkning, som endnu ikke har lettet fra et lufthavn. Lidt billigere, eller måske meget billigere, flyvemaskinerne skal forrentes. Derudover er der en stor industri men mange tusind arbejdspladser og nogle hoteller, restauranter, biludlejningsselskaber osv, som ikke kan overleve uden billig flytransport til destinationerne. Eller skal fattige tjenere, stuepiger, kokke og chauffører bare dø af sult i Thailand, fordi de rige vesterlændinge ikke flyver mere?
Vegansk levevis vil nedsætte den enkeltes klimaaftryk, men det er et åbent spørgsmål om kødproduktionen på verdensplan vil falde. Indtil videre tyder intet på det. Man accepterer 30% madspild i EU og for at undgå en truende fald i konsumeringen af svinekød i EU, har organisationen sat et milliardstort beløb af til reklame for især svinekød.
Genbrugstøj er kun attraktivt så længe andre smider brugbart tøj væk. Så er det vejen frem?
Tog er måske lidt mindre klimabelastende end biler, men kun hvis de er nogenlunde fyldt op, og så kan de jo ikke køre så tit. Desuden er der i Danmark uoverstigelige signalproblemer og så store tekniske problemer med IC4, at de skal skrottes helt. Hvor meget CO2 er der udledt på den konto? Man kunne skrotte al jernbanetrafik og sætte regelmæssige busser ind. De kører hver gang der er 40 mennesker klar. Et tog venter til der er 400. Desuden kan busserne komme rundt i hele landet og ikke kun til de få priviligerede stationsbyer.
Signalproblemerne kunne være løst for længst med ansættelse af et korps af ledvogtere, som i gamle dage. Det ville være både effektivt og mange gange billigere. Og så Danmark ville komme på verdenskortet, ikke mindst.
Elbilen er det største bluffnummer. Faktisk tror mange, at hvis der bare kommer en masse af dem ud på vejene, så lykkes klimaomstillingen. Nej, beregningerne viser, at forskellen på diesel/benzinbiler og el-biler er marginal, og el-bilen kommer på gaden med en kæmpe CO2 belastning i bagagerummet. Den skal køre langt på grøn energi, før den slår en benzinbil, som også sviner, og ikke så lidt endda. Desuden viser erfaringerne, at elbilkøberne har deres elbil som et emblem for deres rette klimatro, der holder ved siden af Audien og Porchen i den underjordiske garage.
Elbilen er forbrugerismens tåbelige svar på klimaproblemet: at forbruge mere for at redde planeten (og den tyske bilindustri). For el-bilfanatikerne forlanger jo ikke at en benzinbil skrottes for hver ny elbil. Den gamle miljøbelastende bil sælges som brugt herhjemme eller i udlandet. I Afrika, kan de få alt til at køre, også gamle danske skrotbiler. Imens kører vi lydløst med max. acceleration imod katastrofen.
Så hverken Greenpeace, Vegetarisk Forening eller Naturfredningsforeningen bringer os i mål med patroniserende råd til, “hvad man kan gøre selv”, for at redde den svedende klode. Og politikerne er ikke klar til at ofre offentlig velfærd, fordi forbruget og dermed skatteindtægter falder.
Det rige Nordsjælland gider i hvert fald ikke skære ned på deres fede luxusliv, selv om de faktisk er de allerstørste klimasvin.
Så det ender nok galt. Om ikke før, så siden.
Source: Bæredygtighed er ikke en pligt for den enkelte. Bliver det klimakampens fokus, har vi for alvor tabt – politiken.dk
