Mikael K. Bjerre , erhvervspædagog og iværksætter, piller fjerene af Ø-mærket og de andre miljømærker på fødevarer. De har fejlet. Forsøget på at få markedet til at drive miljøhensyn frem er mislykkedes. Tværtimod. Han skriver bl.a. at økologi er "blevet et alibi for det konventionelle i stedet for en ledestjerne for en bæredygtig fremtid."
Kronikøren skriver indledningsvist om introduktionen af det røde økologimærke:
Landmændene ville gerne tage mere hensyn til miljøet, forbrugerne ville gerne have kvalitetsfødevarer, politikerne ville gerne have erfaring med fremtidens landbrug, og nogle må også have fundet det fascinerende, at man med en statsgaranteret økostandard kunne få markedet til selv at fremvokse en samfundsgavnlig jord til bord-standard.
Men han erkender, at det ikke er lykkedes. Og han efterlyser evidens bag ideologien omkring ø-mærket, når han fortsætter:
En idé, man ofte møder, er, at forbrugerne vil vågne af deres døs, når Gaias horn gjalder – altså at salget af økologi vil stige i takt med klima-og miljøudfordringerne. Men denne idé bygger mere på håb end på evidens.
Ø-mærket skulle inspirere den enkelte, der så ville inspirere andre til også at træffe det økologiske valg osv. Det er bare ikke sket. Efter 34 år er det økologiske trods massive tilskud til bl.a. markedsføring marked på sølle 12%. Dette imponerer ikke kronikøren. Han fortsætter:
Økologiske fritgående køer belaster klimaet op til fire gange mere end konventionelle køer. (red.)
Samlet set er den ellers udbredte idé, om at økoforbrugerne kan vokse til et flertal, mens de af egen lomme betaler for samfundets grønne omstilling, grundløs og absurd. De 12 procent fans og filantroper, der indtil nu har finansieret den bæredygtige økostandard, er kommet til vejs ende.
Og konklusionen er klar:
Vi er derfor langsomt og pinefuldt nødt til at erkende, at Ø-mærket – og hele tankegangen bag de bæredygtige mærker og ordninger – ikke har skabt et alternativ, men et uholdbart parallelsamfund.
Kronikøren rammer plet med denne formulering, som denne sides redaktør dog også har bragt til torvs i en tidligere artikel i Information.
Samfundets kollektive ansvar (for miljø, klima etc. red.) bliver uangribeligt, fordi kritikerne blot kan henvises til selv at vælge den økologiske standard i køledisken. Alle, der ønsker at forhøje samfundets fælles standarder, må først gå bodsgang og stå til regnskab for deres personlige forhold til kød, streaming, flyrejser og af og til også økologi efter devisen: Hvis man ikke gør nok selv – og det gør man jo aldrig – så kan man ikke kritisere de fælles normer. På den måde er økologi blevet et alibi for det konventionelle i stedet for en ledestjerne for en bæredygtig fremtid.
