ForsideNaturbeskyttelseKøer som naturplejere har spillet fallit.

Køer som naturplejere har spillet fallit.

Naturødelæggelse med trampende storkvæg cementeres med nye tilskud. Naturområder bliver nu dobbelt tilskudsberettigede som almindelig landbrugsjord, selv om resultatet er, at naturområdet bliver ødelagt. Senere vil landmanden i følge EU-planer få en ekstrapræmie for, at projektet har medført en ekstra blomst eller to.

-

Hvad alle og enhver har kunnet overtyde sig om ved at åbne øjnene, er køer i naturområder til skade for artsdiversiteten. Det modsatte hævdes igen og igen, ikke mindst på skilte ude i områderne, hvor de store, trampende dyr huserer. Man tilskriver dem en rolle som “naturplejere”. Men nu kommer der endnu en sæk penge til landmændene, som tager sig betalt, når deres dyr tager for sig af retterne på offentlighedens arealer.

Hidtil har myndighederne ført fysisk tilsyn med, at der var afgræsset tilstrækkeligt. For ikke at risikere at miste tilskuddet lod bønderne alt for mange dyr græsse. Resultatet var, at naturområderne blev græsset helt i bund og de forjættede “blomstrende enge med summende insekter” forsvandt i drømmetåger. I stedet kunne man se en overskidt, nedtrampet, nedbidt græsmark helt uden naturindhold.

Bønderne har desuden haft det store problem, at de ikke både kunne få tilskud til naturpleje og landbrugsmæssig drift, hvilket sådan set er logisk nok, men nu bliver det sådan, at hvis man får tilskud til “naturpleje” så er kravet om landbrugsmæssig drift også opfyldt. Det vil helt sikkert betyde, at alle bønder nu vil stikke gaflen i begge tilskud og dermed gøre naturen til et landbrugsmæssigt driftsareal. Det bliver nu helt legitimt og tilskudsberettiget at anvende naturarealer til opvækst af storkvæg. Vi kan imødese en væsentlig forøgelse af landbrugsarealet i Danmark under dække af at være “naturpleje”.

Der er ingen garanti for, at dette vil medføre større naturindhold i de naturområder, som angiveligt er “truet af tilgroning”. Det er heller ingen krav om det, for at få de rigelige tilskud. Men hvis, hvis, et par blomster skulle dukke op, så kan landmanden i følge planer for 2024 eller 2025 indsende et foto og dermed dokumentere naturindholdet og så sender naturstyrelsen endnu et tilskud fordi afgræsningsprojektet nu angiveligt er lykkedes.

Køer skal sikre såkaldt “lysåben” natur. Men naturen gror til, som her i Porsemosen. Lysåben natur er et kunstbegreb, der skal ændre natur til landbrugsareal med opdræt at storkvæg.

Naturstyrelsens fysiske kontrol erstattes i øvrigt allerede fra i år med en frivillig kontrol med indsendelse af et foto via en “Kunde app” fra den afgræssede mark. Det er nok til at pengene kommer ind på bondens konto. Det er utænkeligt at nogen bønder vil snyde ved at indsende et foto fra et helt andet sted.

Set herfra er der ikke udsigt til, at den højt besungne naturpleje med kvæg ophører. Den vil fortsat skade naturen og mange steder ødelægge enestående næringsfattige biotoper permanent.

Kilde: Øko.nu https://okonu.dk/mark-og-stald/nye-tiltag-skal-gore-op-med-overgraesning