Så kom undersøgelsen af de store græsseres, altså køernes, påvirkning af Korevle i 2010, 2014 og 2019. Udgivelsen sker med fire års forsinkelse. Til sidst har forskerne helt opgivet at skrive en konklusion, så den rævedyre undersøgelse har reelt været spild af penge. Det er meget ærgerligt, for udsætningen af en stor flok køer i det sårbare naturområde har reelt været et eksperiment. Resultatet kan enhver se med sine egne øjne. Og der er hverken tale om at de ”invasive” rynkede roser er trængt tilbage eller at ”blomstrende enge med summende insekter” har bredt sig ud over det store naturareal. Tvært imod. Endnu værre er det imidlertid, at undersøgelsen metodisk er noget juks. Jeg vil lægge vægt på nogle forhold, som alle udgør væsentlige fejlkilder.
For det første er kun antallet af arter optalt, ikke antallet af eksemplarer. For den besøgende er det ulige mere interessant at kunne nyde store blomstrende flader frem for en enkelt eller to eksemplarer af nogle planter, man alligevel ikke får øje på. Her rammer undersøgelsen helt ved siden af og kan ikke andet.
For det andet har det ikke været muligt at holde sig til undersøgelsens metode, nemlig at sammenligne plantelivet på nogle arealer på 5 meter i radius over en årrække. Forskerne, som blev udskiftet alle tre år, kunne nemlig i 2019 kun genfinde markeringspælene i 17% af prøveområderne. Med GPS-lokalisering er usikkerheden 3-5 meter eller op til 100%. Man sammenligner altså ikke identiske prøveområder.
For det tredje har trampetrykket på arealet været stærkt varierende. Indtil 2017 trampede op til 50 storkvæg rundt, herefter blev tallet skåret ned til 19. Det siger sig selv, at datagrundlaget bliver meget inkonsistent, hvis man ønsker virkningen af græsnings- og trampetryk belyst.
For det fjerde, og nok så graverende, er de fleste kontrolfelter, som skulle ligge uden for det græssede område, alligevel blevet afgræsset. Dermed bliver det helt umuligt at konkludere noget som helst.
Sluttelig skal et forhold nævnes, selv om det i lyset af de førnævnte fejlkilder næppe ville gøre nogen forskel, nemlig manglende beregning af statistisk signifikans. På almindeligt dansk betyder det, at man altid skal beregne sandsynligheden for, at forskningsresultater kan være forårsaget af tilfældigheder. Altså at ændringerne i plantelivet skyldes vind og vejr og ikke har noget at gøre med de store græsseres hærgen på området.
Selv om registreringen af laver er ufuldstændig, forskerne har ikke orket af bestemme på artsniveau, men skelner blot imellem ”rensdyrlav” og ”de andre”, viser optællingen et væsentligt og uopretteligt tab af naturværdi. Laver vokser meget langsomt, fordi disse organismer ikke har rødder. De optager vand og næringsstoffer fra luften og overlever i dvale, når det om dagen bliver både varmt og tørt. Laver udgør karakterplanter i ”den grå klit” og danner sammen med flere andre meget nøjsomme og hårdføre planter et meget specialiseret, sårbart og interessant plante- og dyresamfund. Men dette har koklove i hundredevis uopretteligt gjort kål på. Det er en tragedie.
Selv om man oprindeligt forjættede, at køerne – helt naturligt – ville udrydde kamchatkaroserne, så er dette ikke sket. Det var billig lokkemad for projektet, men selvfølgelig æder køerne ikke de tornede grene. De ville sandsynligvis forbløde af det. Ikke desto mindre er det lykkedes her, som mange andre steder, at inddrage et meget værdifuldt og stort naturområde i landbrugsproduktionen af store ofte såkaldt økologiske kreaturer. Overalt slipper man disse ødelæggende horder løs under falske løfter om, at de ”skaber nye dynamikker”, ”spirebede for spændende nye urter” eller at der vil opstå ”blomstrende enge med sommerfugle og summende indsekter”. Det er ikke bare udokumenteret. Det er en stor, fed løgnehistorie.
Knud Haugmark, cand. mag.
Skelhøjvej 25 C
2800 Lyngby
20417788