ForsideLederLandbruget pynter sig med lånte fjer, igen

Landbruget pynter sig med lånte fjer, igen

-

Dansk landbrug har et kæmpe forklaringsproblem, nemlig at erhvervet, eller hvad man nu skal kalde dette væsen, lægger beslag på over 60 % af Danmarks areal, modtager alt i alt ca. 16 mia. kr. i subsidier årligt og leverer kæmpe klimabelastning, livløse fjorde, eutrofierede vandløb og usunde, letfordærvelige fødevarer til gengæld. Landbruget fjerner faktisk fødevarer fra verden ved at lade 7 kilo protein fra planter passere gennem dyr, som så kan slagtes og delvist anvendes som 1 kilo fødevarer. Bidraget til Danmarks økonomi er blot 1.2 % af bruttofaktorindkomsten, og landbruget nedlægger nu som før arbejdspladser på landet og i byerne. Senest har Danish Crown lukket slagterier i Sæby og Ringsted. Danish Crown har de seneste 25 år lukket over 9000 arbejdspladser i hele landet.

Se listen her

Det ser for den ædruelige iagttager ud til, at landbruget som helhed sagtens kan undværes. Det er når subsidierne og miljøødelæggelserne medregnes en gigantisk underskudsforretning, ja en skadelig, mafiøs kræftbyld på vores samfund. Vi ville være rigere, renere og lykkeligere uden den enorme animalske produktion, som velsigner fædrelandet med 27 millioner tons stinkende gylle årligt.

Derfor har landbruget sat en charmeoffensiv i søen, hvor Axelborgs mest udspekulerede rygtesmede har ligget vågne halve og hele nætter for at udtænke en historie om landbrugets store betydning for samfundet og statens økonomi. Disse brushoveder barslede med en absurd sammenligning mellem omsætningen i 160 virksomheder, hvoraf ganske få er landbrug, og Novo Nordisk.

Her påstår propagandisterne på Axelborg at Landbrugets 160 største virksomheder er dobbelt så store som Novo Nordisk.

At branchen er en økonomisk sværvægter, understreges af det faktum, at alene landbrugets 160 største virksomheder tilsammen er dobbelt så store som Novo Nordisk, ligesom branchen samlet beskæftiger 104.731 ansatte, og fik dermed hævet beskæftigelsen yderligere med 800 ansatte i løbet af 2023, selv om slagterisektoren måtte skære ned.

https://landbrugsavisen.dk/landbrugets-storste-virksomheder-dobbelt-sa-store-som-novo

Jamen det er jo mageløst, som de kæfter op med vrøvl og vås i lange baner.

For det første sammenligner man omsætningen i 160 virksomheder, som påstås at være landbrug, med en enkelt anden virksomhed fra medicinindustrien. Omsætningen er ret ligegyldig. Det handler om egentlig værdiskabelse og her er sammenhængen ikke entydig. COOP er for eksempel i svare økonomiske problemer, trods milliardomsætning. Og sammenligningen burde, hvis den skulle have et skær af mening, omfatte 160 virksomheder i medicinbranchen. Endnu mere absurd bliver det, når man gennemgår de påståede landbrugsvirksomheder. Her tæller for eksempel:

CNH Industrial

er en italiensk multinational fremstillingsvirksomhed, som er registreret i Storbritannien og har hovedsæde i London. CNH designer, udvikler, producerer og sælger jordbrugsredskaber og -maskiner, entreprenørmaskiner, lastbiler og andre kommercielle køretøjer, busser og gearsystemer

Chr. Olesen A/S

er en dansk verdensomspændende distributør af ingredienser, som vitaminer, aminosyrer, mineraler og antioxider, til dyrefoder-, fødevare- og medicinalindustrien.[2]
Give Steel
Give Steel producerer stålspær, gitterspær og GSY®. Alle konstruktioner produceres i Danmark ud fra et ansvarligt og miljøbevidst princip.

Scantruck

Scantruck er Danmarks førende i entreprenørmateriel og landbrugsmaskiner. Find de nyeste lifte, gravemaskiner, truck og meget mere.

Give Elementfabrik A/S

fremstiller betonelementer til byggeri.

Og mange andre, hvis omsætning altså tilregnes landbruget. Det bliver en tand mere absurd, når regnedrengene på Vesterbrogade altså indregner de penge, som bønderne giver ud til andre, som landbrugets omsætning. Der er enkelte landbrugsbedrifter på listen, men der er langt imellem.

Hvad værre er, at disse pladderaber påstår at landbrugets overskud sendes videre til skattevæsenet.

De skriver:

Bundlinjen, inden der blev sendt overskud videre til skattevæsenet, steg med otte procent og et samlet beløb på knap 1,4 milliarder kroner.

Herre Jemini! Det er jo ikke overskuddet, man sender videre. Det er den smule skat, som landbruget og diverse a.m.b.a’er skal betale.

Her på redaktionen sidder vi med gråden i halsen over denne ynk. Hvis dansk landbrug i den grad kun kan pynte sig med lånte fjer, må vi opvise al den medlidenhed med denne rygende ruin, som vi på nogen måde kan mønstre.

Knud Haugmark

Redaktør

Se alle de såkaldte landbrugsvirksomheder her

https://landbrugsavisen.dk/landbrugets-storste-virksomheder-dobbelt-sa-store-som-novo