– Mange steder i Danmark ser man nu de enkelte kommuner kræve at fritliggende beboelsesejendomme skal have forbedret kloakeringen. Ofte løber spildevand til en nærliggende bæk – eller det siver ned ved ejendommen. Udmærket initiativ.
Men samtidig ser man bønderne udbringe enorme mængder gylle, NPK og pesticider på de samme arealer. Det stemmer ganske enkelt ikke overens. En typisk husstand udsender hvert år ca. 150 m3 spildevand – hvoraf størstedelen er rent postevand, mens f.eks. en svinefarm udspreder 10.000 m3 gylle – eller mere – på markerne i de samme områder. Også på marker over vores drikkevandsressourcer og nær vort ferskvandsmiljø.
Påbudet fra de respektive kommuner henter hjemmel i miljøbeskyttelsesloven ( § 19 og § 30), og afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed (§ 69).
Jeg vil opfordre samtlige borgere med ejendom i det åbne land til at udvise civil ulydighed og nægte at følge disse påbud fra kommunerne – indtil bønderne får langt skrappere krav til deres udledning af millioner af tons gylle.
Holger Øster Mortensen (L), Præstholm Mk., Odder