Landet over har landboforeningerne netop afholdt deres ordinære generalforsamlinger. Her reflekteres over en tilfældigt udvalgt beretning:
Vedr. N A T U R hedder det bl.a. at landbruget argumenterer for større frihed, mindre regulering og klare mål. Historien har vist at bønderne netop IKKE kan administrere denne frihed til at skalte og valte med deres produktionsmidler, miljøet og naturen. Der er bred enighed om at vandmiljøplanerne 1 og 2 aldrig kom til at virke. Det samme er ved at ske med vandmiljøplan 3. Nu taler man oven i købet om nummer 4 – det hele ser ud til blot at være en forhaling af hele miljøpolitiken.
Flere steder i landet arbejder miljøfolk og bønder netop med de såkaldte AGWAPLAN – projekter. En slags pilotprojekter som angiveligt skal tegne vejen for den kommende landbrugsmæssige forvaltning af især vores vandmiljøer. Bl.a. har man ved den fine og lavvandede Norsminde Fjord syd for Århus udarbejdet en fremtidsplan for miljøet. Men denne plan løser ikke problemerne med udvaskning af næringstoffer til fjorden – aller højst vil der kun ske en vis begrænsning af den voldsomme overgødskning. I alt er 22 lodsejere og bønder involveret i bare dette projekt. Men da gennemførelsen af planen sker på nåde af de involverede parter, er det endog meget svært at forestille sig at det nogensinde vil lykkes. Man kan nærmest sammenligne det med at respektive husejere fremover skal bortskaffe køkkenaffald fra samtlige husstande. Man kan selv forestille sig hvordan det vil komme til at se ud.
Hvad kan man gøre ved det? Der skal i første omgang peges på økonomien. Hvad koster det ikke de enkelte kommuner at rense spildevand til fineste standard – for derefter at udlede det til en landbrugsforurenet fjord? En biolog har udtalt at man lige så godt kan stoppe samtlige spildevandscentre – så længe landbruget uhæmmet udleder urent drænvand til samme vandmiljø.
Om dyrevelfærd hedder det i beretningen: "Vi skal selv have en holdning til og fastlægge vores etiske normer for, hvordan landbrug skal udvikle sig". Og: "Politikere, myndigheder og befolkningen i almindelighed skal have tillid til, at vi forvalter vores erhverv med respekt for vores omgivelser, for naturen og miljø – samt for vores dyr". Dette udtales samtidig med at man stabler millioner af svin sammen i små båse med spalter, kastrerer 13 mill. smågrise, afslører egentlig dyremishandling på adskillige gårde med døde dyr som resultat, destruerer ca. 1/3 af alle søer, destruerer ca. 7 mill. svin årligt, bruger 120 tons antibiotika i landbruget etc. etc. Der lades meget tilbage at ønske på området.
Om E U´s landbrugspolitik udtales at man skam gerne vil være med til en aftrapning af landbrugsstøtten. Men der tages jo overhovedet ingen seriøse initiativer i den retning af bønderne og deres foresatte. Ganske vist har landbrugskommissær Marian Fisher Boel fremsat forslag om at de største jordbesiddere – hvortil hun selv hører – skulle have nedsat deres hektarstøtte – velvidende at f.eks. Frankrig ALDRIG vil gå med til en sådan løsning. Det er helt omkostningsfrit for hende at komme med denne udtalelse.
Om de såkaldte landdistriktsmidler siges det at mange af disse midler nu kanaliseres bort fra egentlig landbrugsstøtte til natur -og miljøområdet. Men i praksis er disse E U – midler – som burde tilgodese alle på landet – øremærket til projekter, som direkte har noget med landbrug at gøre. Reelt kan grupper af borgere, som måtte ønske at skabe nye projekter på landet – IKKE få del i disse midler – med mindre de arbejder sammen med bønderne.
Om braklægning hedder det ganske lakonisk: "Kravet er ophørt og der er sket andre forenklinger i regelsættet for hektarstøtten". Senest har man givet lovhjemmel til i nogle få år at ophæve kravet om braklægning af ca. 200.000 hektar. Dette kan i værste fald betyde at braklagte arealer – som ofte er udyrkbare vådområder langs åer og søer – nu oppløjes – til stor skade for vandmiljøet. Bræmmer langs vandløb "anbefaler" man at være mindst 2 meter brede. Ofte er disse bræmmer smallere eller ikke eksisterende – og i øvrigt oversprøjtes og overgødes de i mange tilfælde. Bræmmerne bør være mindst 25 meter brede. Herudover verserer fortløbende udtalelser om at der snydes med beregningen med disse brakarealer – beregningen af de såkaldte "markblokke". Mere kontrol med arealtilskud er ønskelig.
Beretningen er natrligvis meget længere, men det gennemgående træk er at bønderne selv vil have lov at styre udviklingen efter følgende klassiske strategi:
Først benægter vi der er et problem
Så medgiver vi der er et problem – men det er ikke landbrugets skyd.
Hvis det alligevel er landbrugets skyld – så kan vi kun gøre noget ved det mod fuld kompensation.
Der er al mulig grund til at stramme op på miljø -og landbrugslovene. Og der savnes en holdningsændring hos bønderne.
Holger Ø. Mortensen, Præstholm Mk., Odder
Kilde/link
