ForsideBiogasbedragetKrav om stop for forurenende brændeovne

Krav om stop for forurenende brændeovne

-

Krav om stop for forurenende brændeovne
De hyggelige dræbere: Brændeovne slår lige så mange ihjel som passiv
rygning. Nu kræver miljøorganisationer et stop for forureningen.

    De er lige så farlige som passiv rygning og skønnes årligt at dræbe mellem 200 og 2000 danskere. Nu kræver en række miljøorganisationer i et åbent brev til miljøminister Troels Lund Poulsen (V), at politikerne skrider ind over for landets 600.000 forurenende brændeovne og brændekedler.
     Miljøorganisationerne foreslår derfor en handlingsplan mod brænderøgsforureningen som blandt andet betyder en forureningsafgift på private træfyrende enheder, krav om montering af partikelfiltre og katalysatorer samt en halvering af grænseværdierne for de skadelige partikler.
 – En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at "hygge" og privatøkonomi er de dominerende årsager til danskernes brændeovnsfyring. Der er således ingen vitale årsager til forureningen.
     Desuden findes der en lang række mindre forurenende og mere energieffektive alternativer til brændeovne f.eks. biomassebaseret fjernvarme og varmepumper drevet af el fra vedvarende energi. Sundheds- og CO2-gevinsten samt energiudbyttet er størst ved at brænde træ af på kraftvarmeværker og eventuelt bruge elektriciteten i nye højeffektive varmepumper, skriver miljøorganisationerne som blandt andet tæller Greenpeace og Det Økologiske Råd.
     Ifølge Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Force Technology udsender landets brændeovne og pejse 60 procent af den totale partikelforurening (fine partikler), 90 procent af forureningen med tjærestoffer og 50 procent af dioxinforureningen til luften. Stoffer, der alle er stærkt sundhedsskadelige og samtidig udledes i lav højde i områder med mange mennesker. Selv de "miljørigtige" svanemærkede brændeovne udleder langt flere af de farlige partikler end et oliefyr, der igen forurener langt mere end kraftvarmeværker. Til sammenligning står transportområdet for under 20 procent af partikelforureningen.
     Prisen for forurening med små partikler er luftvejslidelser, hjerte-kar-sygdomme, astma og kræft. DMU har beregnet, at den samfundsøkonomiske gevinst ved at påmontere højeffektive filtre er 12 milliarder kroner.
    Senest skærpede miljøministeren med en nye bekendtgørelse i starten af året kravene til brændeovnene, så det fra den 1. juni 2008 bliver forbudt at sælge eller tilslutte de mest forurenende brændeovne og træfyringsanlæg. Samtidig får kommunerne også mulighed for at stille krav til brændeovne i afgrænsede beboelsesområder, hvor der for eksempel er tæt bebyggelse. De nye regler gælder dog kun, hvis brændeovne købes og sælges. Når det gælder de mange allerede opstillede brændeovne, håber myndighederne, at de kan lære danskerne at blive bedre til at fyre rigtigt blandt andet uden vådt og dårligt træ.

Læs også her
 

Kilde/link

Se brev til miljøministeren fra 9 miljøorganisationer