Af Kjeld Hansen

Forarmelsen af de danskes landskab er nu så vidt fremskreden, at flere kommuner må betragtes som ‘renset’ for natur

Landet over er der i de seneste uger nedpløjet agerhønereder, ihjelharvet vibeunger og fladtromlet harekillinger i hobetal. Fødevareminister Eva Kjer Hansens beslutning om at frigive 190.000 hektar gamle brakmarker til intensiv korndyrkning har forårsaget en voldsom massakre på det dyreliv, som i mange år havde sit fattige fristed på de marginale jorder.

Og ikke kun brakmarkerne, men også hundredevis af naturfredede småbiotoper er gået med i købet. Entreprenante jordejere har grebet chancen for at tilegne sig nogle få hektar ekstra agerjord. Fra alle egne af landet indløber der rapporter om oppløjninger af kær, hederester, småmoser, vandhuller, overdrev og andre såkaldte §3-arealer. Det er levesteder, der formelt er underkastet naturbeskyttelsesloven.

Langt hovedparten af landskabets små oaser er blevet ‘ordnet’ i stilhed af brutale jordejere, mens lokale beboere har måttet se magtesløse til. Et par af de mere spektakulære ødelæggelser, som f.eks. oppløjningen af orkideengen i Gudenådalen, opfyldningen af den smukke Sødalen ved Tjele samt totaldestruktionen af Fyrkat-dalen nord for Nørre Onsild, har været omtalt i medierne. Man kan se billeddokumentation af dette hærværk på hjemmesiden naturbeskyttelse.dk.

Værste massakre

Kommunerne har i vidt omfang lukket øjnene, og de syv statslige miljøcentre så blot set til, mens jordejerne gennemførte årtiers værste massakre på de sidste rester af småbiotoper i landskabet. Denne kolossale forarmning er i sidste ende den enkelte ejers valg og ansvar. Glemmes bør det dog ikke, at det var fødevareminister Eva Kjer Hansen, der slap vandalerne løs.

Og naturens minister, Troels Lund Poulsen, svigtede fuldstændigt. Som en dikkende lammehale lagde han låg på hele sit ministerielle apparat og gav Kjer Hansen frit spil.

Forarmelsen af de danskes landskab er nu så vidt fremskreden, at flere kommuner må betragtes som ‘renset’ for natur. Før forårets store brakmassakre rummede trefjerdedele (77) af landets 98 kommuner mindre end 10 pct. natur, og hele 25 kommuner havde mindre end fem pct. af deres samlede areal udlagt som natur. Efter halvanden måneds hektisk hærværk med plov, harve og giftsprøjte står det endnu ringere til.

Naturmisbrugere

Udover det tabte dyre- og planteliv på et areal, der svarer til Lolland, så leverer den tankeløse opdyrkningsfeber også et grundskud mod vandmiljøplaner, vandrammedirektiv, naturplaner osv. Sammenrotningen mellem miljøminister og fødevareminister kan kun ses som en hån mod klimaministerkollega Connie Hedegaard, der bakser med den vældige opgave at nedbringe danskernes negative klimapåvirkninger. Syv procent mere jord under plov betyder jo også en tilsvarende stigning i CO2-udslip, i kvælstof- og fosforforurening samt et galoperende pesticidforbrug. Connie Hedegaards anstrengelser er gjort grundigt til grin.

De fattige i den tredje verden misbruges som alibi for denne brutale massakre på resterne af dansk natur. Ingen fattige dog får glæde af den smule ekstra korn, der nu kan høstes, hvor viber, agerhøns og harer havde et fristed. Det korn ender i vommen på de 25 mio. danske svin – kun til glæde for overvægtige tyskere, englændere, japanere og kinesere.

Dansk landbrug har længe været det mest ekstreme i verden. De danske jordejere må snart være kandidater til betegnelsen som verdens mest brutale naturmisbrugere.