Af Bent Lauge Madsen.
Biolog, mag. scient.
Vandborg gl. Skole
Kirkensgaardvej 38
”Skal søer og fjorde leve op til Vandrammedirektivets målsætninger er der ikke plads til at fosfortabet fra landbruget øges. Tværtimod er der behov for en reduktion i det diffuse fosfortab.” Så klar var beskeden (DMU rapport 566) fra Connie Hedegaards faglige rådgivere da hun lavede sin nye husdyrlov 2007. Det råd blev ikke fulgt, tværtimod.
Måske mente hun at der var gjort nok med fosfor, som jo er kendt for at ødelægge søer og fjorde. Byerne og industrien har virkelig skåret kraftigt ned på udledningen, en af vore bedre miljøhistorier. Det har gjort nogle søer lidt renere, målt som klart vand. Men denne gode udvikling er siden årtusindskiftet gået i stå, og vi er stadig langt fra målene for rene søer. Landbrugets marker er nu den helt dominerende leverandør, hjulpet af spildevand fra det åbne land, herunder landbrugsejendomme.
At der skyller fosfor ud fra landbrugets marker kommer måske bag på nogen. For det er vel god latin at fosfor bindes fast til jordpartiklerne? Jo, det var god latin. Og er det endnu nogle steder, så længe det varer.
Nye affaldsdepoter.
I dag er der i gennemsnit 1.400 kg fosfor i hver hektar landbrugsjord, noget der er ophobet det sidste århundrede, især de sidste 25 år. Fosforen er overskud fra bl.a. svinegylle, som afgrøderne er for mætte til at optage. Altså affald, som landbruget læsser af på marken. Det kunne vi måske affinde os med hvis fosforen ligger godt bundet, så den ikke truer vandmiljøet.
Men der er grænser for hvor meget fosfor der kan bindes til en jordpartikel. Man er nogle steder tæt på grænsen, især i lavbundsjord og sandjord, andre steder er den overskredet. Og atter andre steder kan den blive overskredet fordi man fortsætter med ophobe fosfor-affald. Så kan fosfor strømme ud i vandmiljøet. Disse kendsgerninger har dog ikke distraheret regeringen da den lavede VMP-III: ”Den mest ambitiøse vandmiljøplan nogensinde,” ifgl. H.C.Schmidt. Et af de ambitiøse mål var at ophobningen af fosfor skulle halveres. Den må altså fortsat stige, men i et langsommere tempo, så den potentielle vandforurening skubbes lidt ud i fremtiden. End ikke nulbalance ville være ambitiøst nok. Endnu mindre har det distraheret Connie Hedegaard: Hendes nye lov åbnede op for mere fosfor. Fx havde amterne lagt særlige fosfor-restriktioner, herunder både nul – og minusbalance, på ca. 46 % af markerne hvor der var en særlig risiko. Det reducerede hun til ca. 6 %.
Fosfors veje og vildveje.
Fosfor finder mange veje til vandmiljøet, og nogle af dem kan være svære at opdage. For et kvart århundrede siden undrede jeg mig over at fosforkoncentrationen i Skjernåen steg når der om vinteren var rigtig meget vand i åen. Det tydede på andre fosforkilder end spildevand. Og da vi en tøvejrsdag så nærmere efter fandt vi en lille bæk, der i løbet af et døgn sendte så meget fosfor ud i Skjernåen, at det svarede til hvad der efter vore normale vurderinger skulle komme i løbet af 30 år. Det kom med gylle og jordpartikler. Det fik en lokal kommuneingeniør til at spørge, om det så gav mening at rense spildevandet for fosfor.
Jorden er utæt.
Siden har vi lært meget om fosfor. Meget kommer ud bundet til partikler. Det kommer som en tyv om natten, i pulse: ”90 % af fosforen kommer fra 10 % af markerne i 1 % af tiden”, siger man. Det strømmer ned gennem sprækker i lerjorden og finder ind i drænene. Fra et enkelt dræn i en østjysk bæk blev der ved et tøbrud målt over 1 ton jord med påhæftet gyllefosfor. Det rives løs fra vandløbsbredden, og det løber ud over bækkens kant. De brede bræmmer i Schmidts ambitiøse VMP III endte jo som mindre end varm luft: De få naturlige bræmmer pløjes op. De lovpligtige 2 meter bræmmer er utætte, og de gælder ikke ved de måske 30-40.000 km åbne grøfter i markerne. Her er fri adgang, og så sejler fosforen af sted til søer og fjorde.
Nyt forsigtighedsprincip ?
Se alt dette er man godt klar over, både i forvaltning og landbrug. Men man ved ikke præcis hvor og hvornår fosforen vil strømme ud over bækkens kant og gennem drænet på svineavler Olsens markblok 5. Så før man kan forudsige det bliver der, stort set, ikke skruet ned for fosforen i miljøgodkendelserne. Det er den nye version af forsigtighedsprincippet. Skulle man så en gang finde en model landbruget kan acceptere, er miljøgodkendelserne for længst på plads.
Så er det jo spændende hvem der skal betale regningen når kommunalbestyrelsen skal ændre i miljøgodkendelsen for at leve op til vandrammedirektivets krav. Det er måske upassende at gentage den gamle kommuneingeniørs spørgsmål, nu hvor vi er i gang med kloakeringen af de små samfund og hvor vi skal i gang med den meget dyre, supplerende VMP III- rensning ?
Der er rigtig gode grunde til at kommunerne ikke forhaster sig med at godkende udvidelser af husdyrbrugene.
