For en halv snes år siden besøgte jeg i embeds medfør en gård i vist nok Ballerup. Den var/er en slags forsøgsgård, hvor bl.a. børn fra København kunne lære, at f.eks. mælk ikke er et fabriksfremstillet produkt.

Gårdens medarbejdere fortalte med slet skjult humor, hvordan børn i toget på den nærliggende S-bane stimlede sammen ved vinduerne over mod gården, når toget passerede. Tænk, at se levende dyr! Den erfaring stemmer mig den dag i dag til andagt, når folk fra det indre København eller whiskybæltet nordenom tager til orde mod det landbrug, de forventeligt forstår sig mere end almindeligt skidt på.

Forleden var det Inga Holst Lind, der er bosat midt i det indre, velfærdsaffalds-stinkende København, og den 26.august var det en Knud Haugmark i Lyngby – ifølge telefonoplysningen postnummer 2800 i det storkøbenhavnske.

Fælles for de to lokaliteter er nok, at de mere "dufter" af by end af land, men ligesom Inga Holst Lind har jeg boet i en bymidte, og efter 15 år med bus-os, midtbylarm, drankere og narkomaner i opgangene o.l. fik husstanden trods en pragtfuld lejlighed nok af lugten i "bageriet" og flyttede på landet for 15 år siden.

Jo, her lugter af gylle nogle dage om året, når gyllen køres ud, og de dage holdes døre og vinduer lukket, ligesom der ikke tørres vasketøj udendørs. Men resten af året er der ingen som helst lugtproblemer!

Det er et spørgsmål om at (ville) indrette sig i og med det miljø, man har valgt, men københavnere har jo generelt en trang til at tage George Orwell’s "Kammerat Napoleon" bogstaveligt mht. at ville byde og befale og kræve hele samfundet indrettet efter deres, dvs. mondæn dansk hovedstadssmag.

Køber man fritidshus i nærheden af eller lige klos op ad en gylletank, har man imidlertid i min optik ikke fortjent bedre end at måtte leve med lugten derfra. Knud Haugmarks bemærkninger om naboejendommene til "svinefabrikkerne" fortjener den kommentar, at tidligere lovgivning ikke tillod placering af bl.a. stalde og gylletanke i åbent land; de skulle ligge ved gården, selv om denne måske lå midt i et landsbymiljø. I dag har min brandsympatiske nabo, der er svineavler, via ændret lovgivning kunnet lade bygge en stor stald fjernt fra beboelse, vel at mærke ikke kun i den landsby, hvor selve gården ligger.

"Dansk landbrugs vigtigste produktion er lort," skriver Knud Haugmark . Noget ligesom antyder, at dette har slået sig på hjernen, hvilket i øvrigt heller ikke er ukendt på disse længdegrader. Men hvis vi skal beskæftige os med den åbenbart i Lyngby så interessante nedre tarmåbning, vil jeg da gerne spørge, om han selv er ophørt hermed?

For den rene er som bekendt alting rent, men ellers fungerer alle levende væsener i et kredsløb. Først putter vi noget i munden, for min skyld gerne en saftig svinekotelet af kamstykket – en herværende slagter vil sikkert med glæde levere! – og siden noget i "tønden".

Og mens vi således har siddekødet plantet på brættet, kan vi jo læse noget af den nu afdøde aforismeforfatter, overlæge Jens Bang. F.eks. "Den uselviske moralist kendes på, at især andres forbedring ligger ham på sinde". Eller "Store sandheder er i størst sikkerhed bag store skyklapper" (Opbyggelige og nedbrydende tanker. Lindhardt & Ringhof 1984).