Af Rune-Christoffer Dragsdahl , Ba I Antropologi. Bragt i Politiken d. 8/9 2008
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) skriver i et debatindlæg i Politiken (26.8.), at kornmarkerne netop er blevet høstet, og at Danmark således har ydet sit lille bidrag til at mætte både mennesker og dyr. Hun kæder dette sammen med et argument om, at vækst i landbruget er en forudsætning for at kunne håndtere fødevarekrisen.
Det er påfaldende, at Eva Kjer Hansen kun omtaler slagterierne, bryggerierne og mejerierne. For det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken type landbrugsvækst der satses på, hvis den globale fødevaresituation skal stabiliseres.
Tidligere på året har fødevareministeren i Jyllands-Posten (23.6.) hævdet, at »når danske landmænd er med til at dække efterspørgslen på svinekød i f.eks. Kina, frigøres fødevarer andre steder, og det kommer forbrugerne til gavn, hvad enten de bor i Afrika eller Asien«.
Og Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, forsøgte sig helt tilbage i januar med et lignende forsvar for husdyrproduktionen. I en artikel i Politiken (8.1.) blev han spurgt om kødproduktionens miljøbelastning, og hans svar var, at »folk skal jo have mad. Verdens befolkning stiger hele tiden«.
Der er tilsyneladende et helt grundlæggende princip i fødekæden, som hverken fødevareministeren eller Landbrugsraadets præsident forstår. Der indgår meget mere energi og protein i foderet, end der skabes ved kødproduktion. At øge den danske svineproduktion er således ikke en del af løsningen på fødevarekrisen. Husdyrproduktionen er tværtimod en central del af problemet på grund af det enorme ressourcespild, og dertil kommer alvorlige miljøproblemer relateret til netop den ofte oversete foderproduktion.
Verdensnaturfonden har i rapporten ‘Madens globale fodaftryk’ (2006) beskrevet, hvordan Danmark importerer sojafoder fra Argentina i så store mængder, at det kræver et areal på cirka to gange Sjællands størrelse at opdyrke det.
Hvis ‘VÆKST i landbruget’ betyder, at husdyrproduktionen forøges, medfører det automatisk, at produktionen af dyrefoder også øges. Dermed stiger det globale fødevareressourcespild, hvormed både fødevarekrise og miljøproblemer forværres. Hvis Eva Kjer Hansen og de danske svineproducenter virkelig ønsker at hjælpe verdens fattigste, skulle de hurtigt minimere kødproduktionen og forøge vegetabilieproduktionen.
Fødevareministeren fremførte i juni (Jyllands-Posten 23.6.) det synspunkt, at kineserne efterspørger »mad af højere kvalitet, såsom svinekød i stedet for ris«. Der er imidlertid intet grundlag for at hævde, at svinekød er af højere kvalitet end traditionel kinesisk mad; det er blot udtryk for en bestemt udviklingsideologi. Danmark har i dag et af verdens absolut største kødforbrug per indbygger, hvorimod størstedelen af klodens befolkning har et moderat, lavt eller ikke-eksisterende kød forbrug. Et højt kødforbrug har ikke noget at gøre med kvalitet; det er udelukkende et spørgsmål om kultur og ideologi.
Som fødevareminister burde Eva Kjer Hansen vide bedre end at medvirke til udbredelsen af den ideologi om kød og udvikling, hvis praktiske konsekvenser i dag er en kæmpe udfordring for både miljø og mennesker.
