Bente Tolley, Sondrupvej 48 C, Hundslund
Offentliggjort 03.10.08 kl. 03:00
Danske Slagteriers direktør, Christina Hvid, fortæller i kronikken 30/9, at kødindustrien skal »ses som en del af en vinderstrategi for Danmark i fremtidens globaliserede økonomi.«
Den påstand forekommer højst ejendommelig. Det er vanskeligt at se, hvordan en industri, der lever af gigantiske EU-subsidier og nationale tilskud, og som alligevel frembringer en bundlinje af en noget usikker farve, kan blive en del af en vinderstrategi.
Danskerne efterspørger værdier som dyrevelfærd, rent miljø, vild flora og fauna samt diversitet, men kødindustrien har valgt produktionsmetoder, der kan levere til en udenlandsk kundekreds, som går efter produkter til de laveste priser.
Metoderne er brutal ødelæggelse af dyr, miljø, natur og menneskers livskvalitet, men da de udenlandske kunder aftager langt den største del af levende og døde dyr, vil landbruget fortsætte med de skamløse produktionsmetoder, indtil politikerne standser ødelæggelserne.
Prisen for kødindustriens hærgen er høj, og vinderstrategien er svær at få øje på, så længe Danmark anvendes som landbrugets skraldespand, der flyder over med døde og forpinte dyr, med sprøjtegifte, antibiotika og gylle.
Hvis vi ikke vil bygge vores fremtid på død og ødelæggelse, gør vi nok klogt i at vælge andre strategier »for Danmark i fremtidens globaliserede økonomi«, for indtil videre har kødindustrien ikke været noget at skrive hjem om.