Kjeld Hansen, journalist og forfatter, Druebjerggård, Tåstrupvej 31, Klippinge skriver i Jyllands Posten d. 01.11.08
I et læserbrev 30/10 påstår en dyrlæge fra interesseorganisationen Dansk Svineproduktion, at de resistente mrsa-stafylokokker fra de danske svin ikke udgør noget problem for folkesundheden.
Mrsa kan kureres med en gang vand og sæbe, påstår manden frejdigt.
Det er noget farligt sludder, der savner enhver saglig opbakning.
I USA slår mrsa-stafylokokbakterierne flere amerikanere ihjel end aids. Knap 19.000 dødsfald årligt blandt især børn, ældre og svagelige tilskrives den hastigt voksende udbredelse af denne resistente bakterie. Problemet blev udførligt omtalt allerede i efteråret 2007 i Journal of the American Medical Association. Herhjemme har Ugeskrift for Læger siden 2002 gentagne gange advaret om en epidemisk stigning i antallet af mrsa-infektioner. Vi er hastigt på vej mod amerikanske tilstande, frygter lægerne. Ugeskriftet forudsiger både dødsfald og stærkt stigende sundhedsudgifter på grund af de resistente bakterier fra de danske svinefabrikker.
Er det rimeligt, at vi borgere skal forhandle om vores sundhed med en dyrlæge, der er i svineproducenternes sold? Hvorfor gemmer sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) sig, hver eneste gang den danske lægeverden bringer dette alvorlige problem på banen? Og hvad siger Folketingets sundhedsudvalg, når ministeren så åbenlyst vælger at lade svineproducenterne stå for sundhedspolitikken på dette område
Vi bringer supplerende et citat fra Ugeskrift for læger nr. 43 2008.
Smitte fra svin til mennesker sker sandsynligvis ved direkte kontakt på gårdene, hvilket bekræftes af den meget høje bærerfrekvens, som er fundet blandt hollandske svineavlere og veterinærer [1, 2]. Andre smitteveje er også mulige. Nye hollandske undersøgelser har vist, at en meget høj andel (39%) af slagtesvin er koloniserede med MRSA, når de ankommer til slagteriet [3]. Dette peger på en potentiel risiko for smitte af slagterimedarbejdere og for smitteoverførsel til forbrugere gennem svinekød. Endelig skal nævnes, at luftbåren smitte over kort afstand også er en mulighed. Et amerikansk studie fandt således en meget høj koncentration af S. aureus i luften i svinestalde, og bakterierne kunne påvises i luftprøver taget i vindretningen i op til 150 meter fra staldanlæggene [5].
Kilde/link