ForsideDebatindlæg»Landdistriktsstøtte« lugter ikke af landbrug

»Landdistriktsstøtte« lugter ikke af landbrug

-

Bragt i Århus Stiftstidende d. 23.11.2008

»Landdistriktsstøtte« lugter ikke af landbrug
Af Knud Haugmark Skelhøjvej 25 C 1. th. Lyngby

LANDBRUGSSTØTTE: Landbrugets repræsentant i regeringen, Eva Kjer Hansen skriver (Stiften 18/ 11) at regeringen bakker op om afvikling af den direkte landbrugsstøtte.
Omkring 2025 vil den være væk, lover fru Hansen profetisk. Det er hun nok også selv som minister til den tid, så det løfte er ikke voldsomt forpligtende.
Men man skal ikke glæde sig for tidligt. Djævelen ligger i detaljen, som bekendt, her i ordet »direkte«.Støtten skifter nemlig blot navn til »landdistriktsstøtte« .
Det lugter ikke så meget af landbrug, og der skal angiveligt ikke gives støtte til produktion, men til landdistrikter som sådan. Erhvervets status som underskudsgivende parasit, der fremstiller overflødige, dyre, usunde og miljøbelastende produkter bevares. De europæiske skatteydere skal fortsat slippe ca. 800 kr. månedligt til godsejere, fritidslandmænd, golfklubber og hobbyhesteejere bare fordi, de bor på landet.
Fra landbruget forlanger man nu betaling for at »løse miljøopgaver« . Det betyder på almindeligt dansk, at bønderne vil have beskyttelsespenge udbetalt for ikke at ødelægge drikkevand og natur.
Danske landmænd tjente i snit 3000 kroner sidste år. Svineavlerne satte en million til. Helt ærligt, ku’ vi ikke, når vi nu skal betale alligevel, komme dette uvæsen til livs og skabe et åbent landskab til gavn og glæde for alle, ikke kun for nasseprinserne i jordbrugserhvervet..