Bragt i Bornholms Tidende d. 15 dec. 2008
Overalt i Danmark forsøger smarte projektmagere med bånd til både Axelborg og lokale landboforeninger at rejse penge og vilje til gyllebaserede biogasanlæg. Det går sjovt nok altid galt. Biokraft er blot det seneste i rækken af fallerede anlæg, som har kostet offentlige meget store millionbeløb. Hjørring Kommune tabte i sin tid 20 mio. og Nysted kommune har garanteret for et lån på over 44 mio. til ombygning af Nysted Biogas.
Guldborgsund kommune har overtaget garantien, hvilket indtil nu har kostet borgerne 8 mio., fordi dette foretagende ikke kan betale afdrag og renter.
Så kommer det offentlige til at støtte den skjulte dagsorden, at svineproducenter skal af med gyllen uden at købe mere jord ved at betale for et ubrugeligt gyllegasanlæg. Landmanden kan udvide produktionen, men det bliver alt i alt nogle meget, meget dyre svin. Det rører ikke svinebonden. Han er vænnet til at være på offentlig bistand, og Danmarks liberale Parti står som evig garant for at dette cirkus fortsætter.
XERGI, der består af resterne af et par fallerede biogasanlægsleverandører, har som såkaldt ”uafhængig konsulent” udarbejdet den rapport, som fik bestyrelsen for Biokraft til at kaste håndklædet i ringen – og 70 mio. i Østersøen. Men XERGI har sin egen dagsorden. Dette firma lever at at holde illusionen om rentable biogasanlæg i live. De udvikler, fremstiller og sælger anlæggene til alle, der betaler, men kun store offentlige ordrer, et forsøgsanlæg på Foulum forsøgscenter, og tilskud fra Hedeselskabet holder firmaet oven vande.
Det er i øvrigt meget morsomt at se, hvordan Biokraft samme dag, som undertegnede her på siden forlangte, at de ansvarlige påtager sig det økonomiske ansvar for skandalen, pludselig virker efter ”schweizermodellen”. Den består i at lukke nitratforurenet vand ud og så bare kalde det rent vand. Det er jo en fornærmelse af de stolte schweizere, som jo da nok skulle være til at stole på. Det er også mærkeligt, at denne pludselige bedring bliver bragt til torvs af menige medarbejdere. Er ledelsen bange for at brænde nallerne? Tror de ikke selv på det glade julebudskab?
XERGIs rapport kræver, at der skal bygges nogle enorme gyllebeholdere for at anlægget kan fungere. Dette beviser, at anlægget ikke lever op til leverandørens løfter. Leverandøren Bioscan og efterfølgeren, begge ejet af Gunnar Ruben, har jo garanteret at den fine ”BIOREK” proces kunne rense gylle til rent drikkevand. Hvorfor ikke også bede om godtgørelse her? Det nyopståede Nordic Bioenergy, som bor på Tagtækkervej 5 i Odense ligesom det konkrusramte Bioscan, praler højlydt på hjemmesiden www.nordicbioenergy.dk med, at man har leveret et funktionsdygtigt anlæg på Bornholm. De skammer sig ikke spor.
Biogasbranchen skylder os andre en klar opstilling af energistrømmene i forbindelse med gyllegasanlæggene, der viser at det hjælper på vores CO2 udledning, som de påstår. Her skal alle anlægsarbejderne indgå, energi til fremstilling af brændslet for anlægget uanset om det er gylle eller indkøbt glycerol eller majsensilage. Linkogas i Sønderjylland leverer deres gas til et varmeværk gennem en fire km. lang rørledning. Hvor meget CO2 blev der udledt som konsekvens af produktion, transport og nedlægning af denne ledning? En stor tank er blevet fornyet. Hvor meget CO2 har det ”kostet” ? Hvor meget CO2 udleder anlægget af de nye store gylletanke på Tvillinggaard? Af gode grunde opstiller biogasmagerne aldrig sådanne energibalancer. De ville nemlig bevise, at gyllebaserede biogasanlæg sviner mere end de gavner.
Men som sagt, det handler om, at smarte sælgere prakker godtroende mennesker uduelige biogasanlæg på, for at landmænd kan lave flere svin uden at købe dyr gyllejord.
Landbruget må bære det moralske ansvar for miseren.
Knud Haugmark
Skelhøjvej 25 C 1. th.
2800 Lyngby