Kjeld Hansen skriver d. 13. dec 2008 i Berlinske Tidende.
Det er en seriøs overvejelse værd, om ikke Fødevareministeriet bør nedlægges. Ministeriet blokerer ethvert forsøg på at bringe landbruget under demokratisk kontrol.
Som enhver kan se, der ikke arbejder på Axelborg eller i Fødevareministeriet, er dansk landbrug i dag håbløst forgældet, landbokulturen for længst afgået ved døden, og det yndige land plaget af landmændenes miljøforurening.
Dette til trods for at landbruget i mere end 100 år har haft sit helt eget ministerium.
Var det så bare sådan, at dette belastede erhvervs forvaltning af de danskes land kun berørte udøverne og deres familier. Så var skaden til at overse. Landmænd på fuld tid er der jo kun 15.000 af i dag.
Imidlertid rammer landbrugets deroute også de øvrige 800.000 danskere, der bor på landet. De må bare finde sig i gyllestank, vandforurening og naturens forarmelse.
I sidste ende er det dog hele nationen, der kommer til at betale for vor tids største kulturtab.
Og billigt bliver det ikke. Som sagt af Hans Edvard Nørregård-Nielsen i den seneste erindringsbog: »Der kan nu engang ikke vokse ordentlige mennesker i en tilsølet natur.«
Vi peger gerne fingre ad landmanden, men de virkelig skyldige gemmer sig i Fødevareministeriet. Som en stat i staten har skiftende landbrugs/fødevareministre – og ikke mindst deres embedsværk – i utallige tilfælde modarbejdet, undergravet eller lodret blokeret ethvert forsøg på at bringe landbruget ind under en rimelig demokratisk kontrol.
Derfor er det en seriøs overvejelse værd, om ikke Fødevareministeriet bør nedlægges.
Op gennem historien har der hersket en højst uhellig treenighed mellem landbrugets organisationer, Landbrugsministeriet (i dag: Fødevareministeriet) og partiet Venstre. Denne alliance har fredet erhvervet politisk og sikret det massiv offentlig støtte i de seneste 50 år.
Den opfattelse, at det øvrige samfund har en kontant forpligtelse til at sikre landbofamilierne en passende indkomst, blev cementeret i de første dage af maj 1961, hvor Landbrugsraadets daværende præsident, Anders Andersen, erklærede bybefolkningen »mælkestrejke«, hvis ikke han fik nogle milliarder til sine medlemmer.
Hvad ingen vidste dengang, og kun få ved i dag, er, at mælkestrejken var et spil for galleriet. I dybeste hemmelighed havde Landbrugsraadets præsident, der også sad i Folketinget for Venstre, og den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann aftalt prisen for, at strejken kun skulle være symbolsk. Efter tre dages panik var der atter frisk mælk i mejeriudsalget. Pris: fem mia. nutidskroner til landbruget.
Siden da har de danske skatteydere hvert år måttet overføre milliarder af kroner til de danske landmænd.
I år udbetales der hele 7,3 mia. kr. i indkomststøtte til de 57.000 »landmænd«, der ejer den danske jord. Blandt de heldige finder vi Kriminalforsorgen, Mærsk Mc-Kinney Møller, golfbanen i Korsør samt velhavere med egne rideheste og 1,5 hektar græsmark.
Karakteristisk er det, at over halvdelen af Fødevareministeriets klienter modtager mindre end 50.000 kr., og knap 7.000 af disse »landmænd« hæver under 2.000 kr. – altså det rene pjat og papirspild.
Formålet med at dele støtte ud til højre og venstre er til at få øje på: der skal nye kunder i butikken. I dag findes der blot 15.300 fuldtidslandmænd, og prognosen fra Dansk Landbrug siger, at i 2015 vil der kun være 9.100 og næppe eksistensberettigelse nok for et helt ministerium.
Oven i den kontante indkomststøtte har Fødevareministeriet også sikret erhvervet nogle helt ekstraordinære skatteregler. De bidrager i høj grad til kommunernes ulyst til at have med landmænd at gøre. For eksempel er der »bondegårdsreglen«, der sikrer en markant lavere beskatning af beboelsen på landbrug end af parcelhuse, muligheden for at udskyde skat år efter år og muligheden for at undgå skat på ejendomssalg ved at købe en skov i Sverige, osv. osv.
En hel jungle af særskatteregler er vokset op i læ af Fødevareministeriets aktive beskyttelse. Kontante begunstigelser, som ingen ansvarlig skatteminister nogensinde frivilligt ville gå med til.
Det har næppe heller været med finansministerens gode vilje, at dansk landbrug har udviklet sig til det mest forgældede i hele Europa.
Gentagne gange har Fødevareøkonomisk Institut advaret mod den gigantiske spekulationsboble, der har passeret de 300 mia. kr. i gældsforpligtelser. Fødevareministeren afviser kategorisk problemet, selvom Landbrugsraadets præsident nu kræver en bankpakke II fra staten. Ellers vil landbrugserhvervet gå i stå, lyder det truende fra Landbrugsraadet, der forlanger fem års bankgaranti og milliarder i målrettet kapital til svineproducenterne.
Alene det stærkt faldende antal af aktive landmænd indvarsler landbokulturens uundgåelige undergang.
Når al jord i sognet ejes af tre svineproducenter, hvis få ansatte taler litauisk, må tilflytterne arrangere høstfesten i forsamlingshuset. Hvis der overhovedet skal være fest.
At det er gået sådan, er ingen uundgåelig tilfældighed. Det er resultatet af en bevidst politik, som Fødevareministeriet stadig er eksponent for.
Stort er godt, for enhver pris.
Landbrugsskolerne, hvor fortidens landbokultur blev skabt, nedlægges nu på stribe, fordi fremtiden som ung landmand i Danmark kun er for de ganske få udvalgte. Er man ikke født med skødet på en gård i dåbsgave, får man aldrig foden under eget landbobord i fremtidens Danmark. Man kan højst gøre sig håb om et job som funktionær på svinefabrikken.
Danmarks natur er ikke længere et kulturlandskab, men en losseplads for affaldsstoffer fra landbruget, især fra den enorme svineproduktion. Den spreder sit urensede affald overalt i landskabet, i en målestok som modsvarer 80 mio. menneskers nødtørft, som en kendt TV-journalist engang udmalede det.
Siden 1980erne har vi investeret milliarder af kroner for at dæmpe skadevirkningerne, men kun med ringe effekt. En væsentlig årsag har været Fødevareministeriets insisteren på frivillige aftaler med landbruget, ikke mindst efter systemskiftet i 2001. taler der aldrig blev holdt.
I dag ligger miljøpolitikken i ruiner.
Ganske vist påstod statsministeren på Venstres landsmøde i november 2003, at »der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.«
Det var en rigtig dumsmart bemærkning. For det første glemte Fogh Rasmussen jo lige at fortælle det til frøerne, fuglene og fiskene, og for det andet var bemærkningen usand. Han har da også måttet æde sine ord i sig.
På Venstres landsmøde i november 2008 sagde statsministeren undskyld, hvorefter han blæste til kamp mod alverdens miljøproblemer. Nu skal Danmark være grønt, og Venstre går målrettet efter at erobre den grønne førertrøje.
Men det bliver næppe med Fødevareministeriets gode vilje.
Fødevareministeren vil ganske vist have »grøn vækst«, men dette begreb er blot et harsk udtryk for sprogligt spin. »Grøn vækst« betyder i virkeligheden endnu flere grise og køer og endnu mere jord under plov. Alene i foråret 2008 har oppløjningen af 83.000 hektar brakjord samt yderligere 60.000 hektar i den kommende dyrkningssæson øget det dyrkede areal med fire procent. Det vil uomgængeligt betyde flere klimagasser i form af CO2, methan og lattergas, mere kvælstof og fosfor til vandmiljøet og endnu flere sprøjtemidler.
Allerede nu er Klimaministeriets bestræbelser på at dæmpe danskernes CO2-udslip gjort grundigt til grin.
Selvfølgelig skal der drives landbrug i Danmark.
Men giv os dog et mere intelligent, hensynsfuldt, rentabelt, miljørigtigt, demokratisk og samfundsvenligt landbrug.
Begynd med at nedlægge Fødevareministeriet.
Det gjorde englænderne for mere end 10 år siden. Til gengæld oprettede man et Ministry for Rural fairs. Lad os nedlægge de 15.000 landmænds private vagtværn, Fødevareministeriet, og lad os så oprette Ministeriet for Landdistrikterne – til gavn for samtlige 800.000 danskere, der bor derude. Og til glæde for alle, der holder af det yndige land.
