Ole Kjærulf Davidsen, Frie Bønder – Levende Land, skriver i Politiken d. 20 januar 2009:
Dansk Landbrug har netop fremlagt et forslag til, hvordan udledningen af drivhusgasser kan begrænses, for Folketingets Fødevareudvalg. Hovedpunktet i planen består i at afgasse al gylle og skille dens faste bestanddele fra de flydende. Der skal bygges vældige anlæg, som gyllen skal transporteres til. Gassen og gyllens faste del skal til slut anvendes som brændsel. Denne plan kan selvsagt ikke gennemføres uden massive offentlige tilskud. Dansk Landbrugs forslag er altså samtidig en begæring om yderligere tilskud til en industri, som er stærkt belastende for netop klimaet. Desuden vil man igennem dette projekt binde det danske samfund til at støtte en form for svineproduktion, som har vist sig at være katastrofal også i økonomisk henseende. Underskudet for specialicerede svinebedrifter var således i 2007 omkring 3 milliarder kroner efter et tilskud på ca. 1,2 milliarder kroner! Man har i forbindelse med investeringer i kulkraftværker, olieledninger mv. talt om en ”carbon lock-in”, dvs. en binding af samfundet til kulbaserede brændselsformer i endnu en generation, fordi investeringerne nødvendigvis skal forrentes. Dansk Landbrugs forslag vil medføre en svine lock-in: Hvis forslaget følges, binder man det danske samfund til årligt at understøtte den industrielle svineproduktion med flere milliarder kroner i al overskuelig fremtid. Det er herefter knap nødvendigt at spørge, hvorfor det klimamæssigt langt mere nærliggende alternativ, nemlig at nedsætte trykket på naturgrundlaget og fremme en mere miljø-, dyre -og menneskevenlig produktion af kvalitetsfødevarer med basis i små, innovative og bæredygtige brug, ikke nævnes med et ord. Dansk landbrug bygger sine forslag på en rapport, som klart viser, at det bedste for så vel klima som samfundsøkonomi vil være at nedbringe antallet af svin i Danmark. Alligevel fremhæves planen om gyllebrændstof som et af de mest interessante tiltag. Planen er problematisk i flere henseender. Men allerede det nævnte giver anledning til indtrængende at advare vore politikere. Målsætningen ernæppe at beskytte klimaet, men nu som før et mere industrialiseret landbrug, samling af jordejendommen på få hænder, færre arbejdspladser og mere statsstøtte. Organisationen Dansk Landbrug bør ikke længere være ene om at repræsentere erhvervet dansk landbrug i forhold til Folketingets politikere.
Kilde/link