ForsideMenneskers sundhedFire ældre muligvis døde af salmonellainfektion.

Fire ældre muligvis døde af salmonellainfektion.

-

Et salmonellaudbrud på to danske slagterier har muligvis kostet 4 ældre mennesker livet. BT fortæller – hvad der i forbindelse med dødsfald er usædvanligt – at alle fire ofre var over 75 år gamle og havde i følge Seruminstituttets omtale "underliggende sygdom". Det er derfor usikkert om de er døde af salmonellaen eller om de var døende i forvejen. Det kan naturligvis ud fra det oplyste ikke afvises, at ofrene havde været i live i dag, hvis de ike havde fået infektionen. Erhvervet selv afviser, at det har ansvar for de resistente bakterier salmonalla U288 og U312. Kilden til historien, som bringes af BT, avisen.dk og fpn.dk er Seruminstituttet, som på sin hjemmeside skriver bl.a:

 

To salmonellaudbrud
Danmark har for nylig været ramt af to forskellige, men sammenlignelige salmonellaudbrud.

Salmonella Typhimurium U288
I oktober-november 2008 blev der fundet 37 tilfælde af Salmonella Typhimurium fagtype U288 med en bestemt DNA-profil, vurderet ved MLVA-typningsmetoden. Hovedparten var bosiddende på Sjælland.
Udbrudsstammen blev fundet i en svinebesætning samt i svinekød og i forskellige svinekødsprodukter (bl.a. rå medisterpølse) fra flere forskellige virksomheder, der alle var del af samme leveringskæde.
Fire patienter afgik ved døden. Det er usikkert, i hvilket omfang salmonellainfektionerne har bidraget hertil; de afdøde var alle over 75 år gamle og havde underliggende sygdom.
En del af det forurenede kød blev eksporteret til Sverige, hvor det blev solgt i butikker tæt ved den norske grænse. Der blev verificeret 11 tilfælde i Norge og to i Sverige.

Salmonella Typhimurium U312
Fra december 2008 er der indtil videre registreret 42 tilfælde af Salmonella Typhimurium fagtype U312.
Dette udbrud kan sandsynligvis spores tilbage til et bestemt slagteri i Jylland og til svinebesætninger, som har leveret hertil.
Kilden til udbruddet kan være både fersk kød og forarbejdede kødprodukter. Dette støttes af interview med de ramte patienter.
Slagteriet er under observation af fødevaremyndighederne, og udbruddet er nu aftagende.
 
Kommentar
Fælles for de to Salmonella Typhimurium-udbrud er, at de skyldtes dansk svinekød. I begge tilfælde kunne disse produkter spores tilbage til bestemte svinebesætninger samt slagteri, opskærings- eller forædlingsvirksomhed. Dette blev understøttet af typningsresultaterne.

Udbruddet af S. Typhimurium U288 var usædvanligt, idet det gav anledning til tilfælde i andre skandinaviske lande. Dette understreger betydningen af nordisk samarbejde.

Det vurderes, at der ikke er en umiddelbar sammenhæng mellem disse udbrud og det store udbrud af Salmonella Typhimurium U292, EPI-NYT 49/08.
Dette udbrud omfatter nu 1271 patienter, men antallet af ugentlige tilfælde er faldet markant i forhold til sommer og efterår 2008.
(Epidemiologisk afdeling på vegne af Den Centrale Udbrudsgruppe)

Kilde/link

fpn.dk