»…Danmark har god jord og gode klimatiske forhold. Det forpligter os til at være med til at brødføde verden.« Peter Gæmelkes blog.

Landbruget kan ikke løbe rundt.

Mange tror stadig på myten om, at dansk landbrug er en vigtig bidragyder til det danske samfund. Senest skriver chefredaktør P.E. Thomsen i JydskeVestkysten d. 7. januar 2009 på lederplads om »…de mange milliarder ind i statskassen, som landbrugseksporten bidrager med.« Men eksportindtægter er en del af handelsregnskabet, hvor statskassen slet ikke optræder.

I virkeligheden er landbruget kun rigtig godt til at lave to ting: gylle og dundrende underskud. Trods tilskud på en kvart million kroner til hver bedrift tjente den danske bonde ifølge Jordbrugsøkonomisk Institut sidste år kun 3.000 kroner i gennemsnit. Det stolte svineavlererhverv er en sand underskudsmaskine. Alene i 2007 satte den gennemsnitlige svinefabrikant en million kroner til. Siden 2000 har erhvervet tabt 10 mia. kr. Pengene fosser ud af landbruget. Kun Danmarkshistoriens største låneeventyr holder det i gang med uansvarlige investeringer i imponerende traktorer og nye kæmpestalde fyldt af smart isenkram. Erhvervet skylder nu over 317 milliarder kroner væk, og gælden vokser hver dag. Til sammenligning er statsbudgettet på 700 mia. kr. Man må indse, at gælden aldrig bliver betalt – medmindre staten træder hjælpende til.

Landbrugsproduktionen kan altså slet ikke betale sig. Så Peter Gæmelke må ty til storladne erklæringer om dansk landbrugs moralske pligt til at forsyne verdens sultende masser med mad. Landbruget bruger imidlertid knap 90 pct. af Danmarks landbrugsareal plus 1,5 mio. hektar i udlandet til at lave foder fortrinsvis til svin. På samme areal kunne man lave sunde fødevarer til millioner af mennesker. I stedet laver man kød, mælk og æg til et lille mindretal i den velstående del af verden, som plages mere af overvægt end af sult.

Produktionen af danske slagtedyr kræver et massivt forbrug af antibiotika. 120 tons registreres. Et ukendt kvantum importeres og anvendes ulovligt. Stadig oftere rapporteres om farlige resistente bakterier: ESBL, salmonella, MRSA m.fl., som allerede i dag koster liv, især blandt børn, syge og ældre. Indsigtsfulde lægers advarsler og myndighedernes anbefalinger overhøres, for den supereffektive danske husdyrproduktion gør dyrene så syge, at den kun kan gennemføres med stort medicinforbrug – eller skulle vi kalde det doping? Fødevareministeren imødegår kritikerne med en henvisning til, at bedrifterne får månedlige dyrlægebesøg, men har netop foreslået det nedsat til hveranden måned. Dyrlægens dobbeltrolle som både selvstændig erhvervsdrivende og offentlighedens kontrollant har hun ikke gjort noget ved. Sagen er, at der oftest etableres en såkaldt »sundhedsaftale«. Den består i, at svinefabrikanten og dyrlægen aftaler, at landmanden kan behandle sine dyr selv, hvis blot dyrlægen kigger forbi hver måned. Så er han købt og betalt, og ser den anden vej, når der mangler rodemateriale eller forekommer skuldersår. Han skriver recepterne, giver et par gode råd og kører hjem igen. Ellers bliver aftalen ikke fornyet. Fødevareministeren er garant for, at verdens største svineproduktion fortsætter med hele befolkningens sundhed som indsats. Dødsfaldene rammer de svageste, bliver stadig flere, og det er kun begyndelsen.

Landbruget bruger ca. 30 pct. af drikkevandet i Danmark. Set i forhold til, at svineavlerne udgør under 1 promille af befolkningen og hele erhvervet højst 1 pct., er det enormt. Forbruget svarer til hele industriens forbrug eller det private forbrug i alle Danmarks byer. Samtidig udgør erhvervet den entydigt største belastning af drikkevandsreserver, vandløb, søer og havmiljø.

Dyrevelfærdsproblemerne er stadig uløste.

Den industrielle produktionsform belaster dyrene så hårdt, at mange simpelthen dør af stress i staldene. 2,7 mill. svin kørtes til destruktion i 2007 – altså over 10 pct. af den samlede produktion på ca. 25 mio. svin. Antallet af »udsættersøer«, som man siger, når det skal lyde pænt, er steget konstant siden 1989. Selv de såkaldte »englandsgrise« lever i små aflukker, plaget af bl.a. slidsår på lemmer og krop. Det er uværdigt.

Køerne har det ikke bedre: hver 5.-6. ko sendes til destruktion, 90 pct. kommer aldrig på græs.Pelsdyrenes små bure og fjerkræets forhold er kendte og skrækkelige. Det accepteres, at op mod 40 pct. af fjerkræ lever deres liv med brandsår på fødderne, fordi de går rundt i stalde på et tykt lag af ekskrementer. Hvad gør erhvervets top? Det praler. »Igen og igen henviser man i udlandet til Danmarks bæredygtige svineproduktion,« jubler slagteridirektør Christina Hvid, Danish Crown i avisen og fortsætter: »Jeg er stolt over at repræsentere Danske Slagterier«. (JP 7. okt. 2008). I 2003 sagde leder for svineavlerne, Orla Grøn Pedersen, bl.a.: »Nu skal der ryddes op. Vi forventer, at problemet med alvorlige skuldersår er løst i alle besætninger om maksimalt tre måneder.« (Landbrugs Avisen 5.dec. 2003). Skuldersår forekommer i dag, ifølge et netop offentliggjort forskningsprojekt fra Foulum Forsøgsstation, i alle danske svinebesætninger.

På det seneste lancerer landbruget sig så som energiproducent. »Grøn energi« på grundlag af biogas kan ifølge Venstres landbrugsvenlige energiordfører, Lillelund, erstatte 25 pct. af naturgassen. Det er voldsomt overdrevet og i alle tilfælde energimæssigt et tvivlsomt projekt. I virkelighedens verden er tre større anlæg nemlig i Hjørring (Dammen biogas), Åkirkeby (Biokraft) og Nysted (Nysted Biogas) økonomiske ruinhobe, som kun har overlevet i kraft af offentlige milliontilskud. Biokraft har kostet bornholmerne omkring 100 mio. Det har aldrig virket. Svineproducenterne dækker sig bag »grøn energiproduktion«, mens de tørrer deres affaldsproblem af på det offentlige.

Den smule energi, man kan presse ud af biogasanlæggene kommer næsten ikke fra gyllen, men fra organisk affald, som tilsættes gyllesuppen i anlægget.

Selve anlæggets etablering og drift er så energikrævende, at det vil vare mange, mange år, inden der er en bare lillebitte energigevinst. Med forbindelser til naturgasnettet vil det vare endnu længere.

Biogassen er af ringe kvalitet. Projektmagernes dagsorden er at pynte på den miljøbelastende svineproduktion med lånte fjer fra klimaindsatsen. Og lånte penge fra staten. Miljøminister Troels Lund Poulsen siger endda, at man på den måde kan opfylde »EUs vandplandirektiv«.

Men den afgassede gylle indeholder flere vandopløste næringsstoffer, hvorfor de udvaskes lettere. Landmændene kan endda sprede mere af den, for den »fylder« mindre i deres gødningsregnskab.

Gyllebaserede biogasanlæg er fejlinvesteringer, ikke mindst fordi gylle er meget energikrævende at fremstille. Landbruget står for 18 pct. af drivhuseffekten i Danmark. Biogassen for 0,5 pct. af energien og gyllens bidrag skal måles i promiller. En reduktion af den animalske produktion vil være både billigere og mere effektivt i kampen for et bedre klima. Sæt også de afvandede moser, søer, enge og lavvandede fjorde under vand igen – det vil spare atmosfæren for 90 tons CO2 pr. ha. om året.

At der findes talrige eksempler på lovovertrædelser i erhvervet er kendt:

– hver fjerde landmand malker køerne med den ene hånd, kommunekassen med den anden, idet de melder sig syge uden at være det. Det afslørede en stikprøvekontrol i Sønderjylland i april 2008

– den smalle, 2 meters dyrkningsfrie bræmme langs vandløb ses ofte pløjet og gødet til skade for vandmiljøet,

– kæmpehøje nedpløjes,

– svinehaler klippes rutinemæssigt (99,2 pct. af alle svin blev halekuperet i 2007),

– sager om ulovlig indførsel af sprøjtegifte er tidoblet fra 2007 til 2008,

– syv ud af ti landmænd på Djursland kørte privat på afgiftsfri diesel,

– svindel med byggetilladelser forekommer jævnligt osv. osv. Hvis der straffes med bøde, er den så lille, at den ingen afskrækkende virkning har. Tilsynet med landbruget er så begrænset, at en landmand højst får miljøkontrolbesøg hvert tyvende år. Og man ringer som regel i forvejen for at finde et passende tidspunkt. Regler om krydskontrol, hvor ulovligheder udløser træk i landbrugsstøtten, udvandes. Man anser nemlig altid en førstegangsovertrædelse som »uagtsom«.

Vi ville være lykkeligere uden industrilandbrug.

Man kan undre sig over, at politiske ledere og landbrugsorganisationer holder stædigt fast på at bevare et erhverv, som gør ejerne fattigere hver dag og belaster miljøet så meget, at vi i dag ikke råder over et eneste rent vandløb og endda er hovedansvarlige for, at Østersøen gisper efter vejret. Det ser ud, som om bønderne kæmper lidenskabeligt for at bevare deres hobby, vel nok verdens dyreste. I virkeligheden ville Danmark både være rigere, renere og smukkere uden dette uvæsen. Cand.jur. Trine Balskilde Stoltenberg forsker ved Aarhus Universitet i gennemførelsen af EUs habitatdirektiv. Hun mener, at en reduktion på 2/3 af landbruget er nødvendig for, at vi kan opfylde vore internationale forpligtelser. Vi foreslår, at staten overtager jorden, efterhånden som landmændene går fallit. Så kan man leje den ud til ekstensivt brug, så landbrugsområderne får større naturindhold. Efterhånden kan man lave en stor sammenhængende naturpark af brede bræmmer langs nyslyngede vandløb. Friluftsfolk fra hele verden vil bidrage til den danske valutakasse, når de besøger store, nye hedearealer. Familier kan nyde livet på landet uden at frygte for, at deres opsparing pludselig forsvinder i gylletåger. Dyrene vil få anstændige forhold. Og landmændene vil kunne sove roligt om natten.