Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 28. januar 2009 (Alm. del – spørgsmål nr. 194) anmodet om min besvarelse af følgende af Bente Dahl (RV) stillede spørgsmål:
Spørgsmål 194:
”Vil ministeren gøre rede for forskellen i følgende to oplysninger: Eksporten af landbrugsprodukter udgør 20 pct. af den danske eksport, og at denne er på godt 60 mia. kr. i 2007, jf. ministerens artikel i Berlingske Tidende den 10.december 2008, og ministerens oplysning til udvalget den 16. januar 2009 som svar på FLF alm. del spørgsmål 152, om at den danske landbrugseksport udgør ca. 11 pct. af den samlede vareeksport på omkring 60 mia. kr.?”
Svar:
I henhold til Danmarks Statistik udgør værdien af den samlede danske vareeksport 554.815 mio. kr. i 2007. Af dette tal udgøres ca. 60. mia. kr. af landbrugs- og gartneriprodukter (kød, korn, smør, grøntsager, m.v.) svarende til ca. 11 % den danske vareeksport i 2007. Dertil kommer en agroindustriel eksport på ca. 45 mia. kr., der direkte eller indirekte er skabt af den danske agro- og fødevareindustri (procesudstyr, køleanlæg, videreforarbejdede foderprodukter m.v.). Med værdien af den agroindustrielle eksport udgør værdien af den samlede eksport ca. 19 % af vareeksporten.
I Berlingske Tidende den 11. december 2008 burde det have været præciseret, at ”eksporten af landbrugsprodukter er på godt 60 mia. kr., hvortil kommer eksporten fra følgeindustrierne”.
Eva Kjer Hansen
/Rasmus Ørnberg Eriksen