Af PEDER HVELPLUND i Politiken d. 13/3 2009
Biogas er kunstigt åndedræt til en industriagtig landbrugsproduktion, der lever på lånt tid.
LANDBRUGSRAADET ELSKER DET. Socialdemokratiet, SF og de radikale skamroser det. Den grønne tænketank Concito jubler over det. Regeringen baserer en stor del af sin ’ Grøn Vækst’-plan på det. Vi taler om biogas .
Biogas er blevet en vigtig del af den klimapolitiske dagsorden, der kommer til at fylde frem til klimatopmødet i december.
BIOGAS BLIVER betegnet både som en vedvarende energikilde og som CO2-neutral. Begge dele er dog mildest talt sandheder med modifikationer. For biogas fordrer gylle – gylle fordrer svin – svin fordrer foder.
Vi taler om rigtig mange svin. I øjeblikket 25 millioner og regeringens og landbrugets ønske er en øget produktion og dermed en enorm fodermængde.
Alt sammen af hensyn til konkurrencen.
Foderet, som vi hælder i vores svin, så de kan lave noget lort, så vi kan få noget energi, henter vi som sojaprotein i primært Sydamerika og Asien, hvor det lægger beslag på enorme områder.
OMRÅDER, DER i stedet ville henligge som uberørt natur eller kunne bruges til en lokal fødevareproduktion.
Nu bliver de i stedet brugt til foder til den industrialiserede verdens overforbrug af animalsk produktion.
Foder, der bliver transporteret herop med skib, kørt tværs gennem Europa i lastbil, smidt for svinene, der ’ producerer’ gylle, vi afgasser, hvorefter vi hælder det ud i naturen.
Svinene bliver så i øvrigt kørt til Tyskland og bliver slagtet, tarmene flyves til Kina og retur for at blive renset, hvorefter svinet i mundrette stykker transporteres tilbage og havner i en køledisk 2 km. Fra, hvor den henslæbte sit liv.
Jeg skal love for, at der her er tale om en energiproduktion, der er vedvarende og CO2-neutral! Biogas kan højst betragtes som kunstigt åndedræt til en industrialiseret landbrugsproduktion, der lever på lånt tid. Problemet er bare større end som så. Indtil nu har vi haft et harmonikrav i lovgivningen, der sikrer, at der er en sammenhæng mellem antallet dyr og det areal, der hører til.
Det vil sige, at det antal dyr, man har, skal kunne leve af foder fra den jord, der dyrkes, og at gødningen så kan bringes tilbage til jorden.
Det har virket som en øvre grænse for, hvor mange svin der kan produceres i Danmark.
Det betragter landbrugserhvervet som en hæmsko.
Derfor er den nye trend i landbruget mobile, lokale separationsanlæg.
Anlæg, der kan skille gyllen i en fast fraktion og en vandig.
Den faste fraktion, med et stort kvælstofindhold, har regeringen nu givet mulighed for at brænde af i et forbrændingsanlæg, dermed kan landmanden klemme flere dyr ind uden at skulle købe mere jord.
HERUDOVER GIVES der rabat på kvælstofindholdet i den vandige fraktion, så der kan bringes endnu mere kvælstof ud i naturen.
Disse teknologiske fif nyder desværre bred politisk opbakning, hvor de fejlagtigt bliver betragtet som miljøforbedringer.
For der er tale om en stærk klimabelastende produktion med hensyn til beslaglæggelse af areal og transport.
En voldsom miljøbelastning med udledning af kvælstof og forbrug af areal.
En skævvridning af forbruget af klodens ressourcer.
Alt dette for en produktion, der kun kan overleve økonomisk gennem subsidier.
Vi kunne, uden det kostede samfundet en krone, få en enorm reduktion af CO2, store uberørte naturområder og en langt mere ekstensiv landbrugsproduktion til hjemmemarkedet med langt flere arbejdspladser. Alt, hvad der kræves, er politisk vilje.
