Bent Lauge Madsen skriver i tidsskriftet Vand og Jord:
Hvis Fogh i dag skulle gentage sin gamle vurdering af miljøet–”ikke en fugl, ikke en frø”- ville han uden at komme i strid med sandheden kunne føje på: ” og ikke en landmand har taget skade af regeringens miljøpolitik”.
Skulle jeg være hans spindoktor ville jeg foreslå at fortsætte med at skrive den positive historie: At regeringens Vandmiljø III har indfriet forventningerne!
Den blev i sin tid præsenteret i farvestrålende storformat, om end tynd, som ”den mest ambitiøse vandmiljøplan nogensinde” af de to budbringere : Schmidt og Fisher-Boel, hvis smilende portrætter signalerer til landmændene at ”det her med miljø skal I skam ikke tage for bogstaveligt”. Det er rent frivilligt. Skulle nogen være i tvivl, så se på collagen, som følger dette synspunkt: Kan det være mere symbolsk? Se, sådan skal en rapsmark se ud! Renset for ukrudt og dyrket helt ud til kanten af bækken, hvor loven, hvis man skulle tage den alvorligt, udtrykkeligt siger rapsen ikke må komme den skrå kant nærmere end 2 meter. Bræmmeloven, der på det tidspunkt var 10 år gammel, behøver man da ikke at overholde. Fx fandt Skanderborg kommune sidste år, i den tid de havde til overs fra miljøgodkendelser, sidste år 80 overtrædelser. Ifølge Jyske vestkysten (13. aug. 2008) kontrolleres ca. 1 % af landbrugene om året.
Det må så medgives at der er, eller var, en flot, bred bræmme på den anden side af bækken, smuk natur, godt for bækken og et godt værn for den gylle der kan strømme af sted. Vandmiljøplanens tomme løfter var, at 50.000 ha sådanne nye bræmmer skulle stoppe gyllestrømmene. Altså hvis landmændene havde lyst til det. I dag er den gode bræmme sikkert væk, pløjet op da man gik over til hektarstøtte. Vi har kendskab til at 4000 ha udyrkede randzoner er pløjet op fra 2004-06.
Forventningerne til planen er opfyldt fordi der ikke var nogen grund til at have noget fremskridt at forvente. At planen ”som sikrer mere natur, et renere vandmiljø og et bæredygtigt grundlag for dansk landbrug,” kun var tom snak, viser midtvejsevalueringen her ved årsskiftet.
De 50.000 ha brede bræmmer blev vendt til et negativt tal. Vi har endnu 6 år til at nå den planlagte reduktion på 13 % i udvaskningen af kvælstof, men udsigten er reduceret til 2-3 %. Skovrejsning, miljøvenligt jordbrug og efterafgrøder er langt fra målet. Hvad blev der af de 16.000 ha våde enge fra Vandmiljøplan II. Det er, stærkt forsinket, endt på omkring halvdelen? Og en del af kvælstofgevinsten er tabt fordi landmændene må bruge vådområde-gødningen på andre arealer.
Evalueringen har dog en god nyhed: ”at indsatsen mod fosfor ser ud til at lykkes.” Der er bare den hage at det ikke er en god nyhed.
Der dynges så meget fosfor på landbrugsjorden, at der nu er et fosfor-affaldsdepot på 1½ tons pr ha. Halvdelen er kommet siden 1970-erne. Denne ophobning fortsætter, om end i lidt mindre tempo. Og faren for at den vaskes ud i vandmiljøet øges fordi jordens bindingsevne mindskes. Som der står underfundigt i evalueringen: ””Risikoen for øgede fosfortab til vandmiljøet vil stige (!) mindre.”
Hertil kommer fosfor der som partikler strømmer gennem sprækker til dræn og over vandløbskanter. Her er indsatsen, ikke uventet, en absolut fiasko, og problemet er ikke blevet mindre med Connie Hedegaards husdyrlov: Der er givet plads til endnu mere fosfor.
I amternes tid blev fosfordeponeringen begrænset på de risikofyldte arealer, fx skråninger ned mod vandløb. Så ringe respekt havde Hedegaard for amternes faglige vurderinger, og så lidt tiltro til tyngdekraften, at hun kaldte restriktionerne politisk begrundede. I en nylig DMU arbejdsrapport (245) mangler der ellers ikke god dokumentation: 15 % af det undersøgte areal har høj risiko for at gyllen løber ned i bl.a. Haderslev dam. Men inden der kan gøres noget ved det skal det undersøges igen, og man skal tale med hver enkelt landmand om problemet. Der var ingen der spurgte om hvad mig og mine landsbynaboer om vi havde lyst til at betale for at vores spildevandsfosfor skulle pumpes 10 km ind til Lemvig renseanlæg.
Det er galt nok at landbruget ikke vil yde et mærkbart bidrag til vores miljø. Men de æder sig også ind på de forbedringer vi andre har sikret. Om det så er naturgenopretningen skal den udnyttes. Nu er der er planer om at smide sten ud i Limfjorden for at genoprette det m iljø, som muslingefiskerne har ødelagt. Straks var landbrugets politikere her klar med forslag om at så kunne fjorden tåle flere husdyrudvidelser (Lemvig Folkeblad 19. jan. 09).
Hvad vi sagde i spøg i gamle dage, at Miljøbeskyttelsesloven ikke gælder for Færøerne, Grønland og landbruget, er blevet virkelighed.
Bent Lauge Madsen
