ForsideDebatindlægDebat: Ministeren vrøvler

Debat: Ministeren vrøvler

-

Weekendavisen skriver d. 28/3 2009:
 

Landbrugets førstedame Eva Kjer Hansen vrøvler i sit svar på vores kronik, »Gylle og dundrende underskud«, bragt i WA den 27. februar. Hun påstår, at problemerne bliver »taget i opløbet«, når kontrollen målrettes bedrifter med højt medicinforbrug, skuldersår og høj dødelighed.

Vi gør opmærksom på dyrlægens interessekonflikt som både offentlighedens kontrollant og betalt rådgiver for landmanden. I 2008 gjorde dyrlægeforeningen i et høringssvar selv opmærksom på medlemmernes dobbeltrolle.

Selvom Eva Kjer Hansen antyder det, har vi aldrig påstået, at der er medicinrester i dansk kød. Det er nemt at undgå, for medicin udskilles på få døgn. Til gengæld topper for tiden antallet af resistente bakterier og syge og døde mennesker på grund af fødevareinfektioner. Forbruget af antibiotika i husdyrproduktionen er alarmerende. Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi og resistensekspert, har udtalt: »Samfundet må bestemme sig for, om antibiotika er tænkt til mennesker, eller om det er tænkt til dyr.« Han peger på risikoen for, at banale infektioner igen bliver almindelige dødsårsager.

Der er grund til at være meget, meget bekymret, for ministerens og slagteriernes seneste »salmonellaplan« viser, at man reelt har kapituleret over for de resistente bakterier, og nøjsomt vil forvalte epidemien med »øget overvågning af besætningerne og flere opdelte slagtninger«.

Helt uden dokumentation hævder Eva Kjer Hansen, at danske svin fremstilles med »relativt små klima- og miljøomkostninger sammenlignet med andre«. I Danmark feder vi seks svin op, hver gang vi spiser et. Denne enorme produktion har gjort lille Danmark til verdens største svineeksportør og landbruget til den væsentligste hindring for, at vi opfylder EUs habitat-, vandramme- og nitratdirektiver.

Knud Haugmark & Jette Rosenkvist

Kilde/link

Læs kronikken her