Kjeld Hansen på sin gård ved Stevns
Kjeld Hansen journalist og forfatter, Druebjerggård, Tåstrupvej 31, Klippinge, skriver d. 14. april 2009 i Jydske Vestkysten:
Landbrugsraadets præsident, svineproducent Peter Gæmelke, har besluttet at kaste håndklædet i ringen. Han forlader alle sine topposter i dansk landbrug inden sommer. Det fortjener han stor ros for.
Nogle vil nok kritisere ham for at rende af pladsen i utide, og korrekt er det jo, at han flygter fra en hastigt synkende skude. På den anden side er det al respekt værd, at Gæmelke tager konsekvensen af sine manglende evner. I de 14 år, hvor svineproducenten fra Vejen har ført det store ord på Axelborg, er dansk landbrug endt i et økonomisk mareridt.
Under Gæmelkes ledelse har danske landmænd tredoblet deres gældsætning til skræmmende 320 mia. kroner. I samme periode har jordpriserne fået lov at stige til så svimlende højder, at enhver tale om bare en minimal forrentning forekommer latterlig. I de seneste år har agrospekulanterne måtte låne millioner i banken for bare at dække underskuddet på driften af den alt for dyre jord.
Helt enkelt har der været tale om en enestående udygtig rådgivning, hvor begreber som »konsolidering« og »egenkapital« har været fremmedord.
Låneboblen er nu bristet, og den enorme gæld gør de danske landmænd til de mest gældstyngede i hele EU.
Denne bitre arv fra Axelborgs letsindige rådgivning vil hvile som en tung byrde på de danske jordejere i mindst en generation frem. En udygtig ledelse gennemtrumfede den forkerte strukturudvikling, og nu løber man fra oprydningen. Kønt er det ikke.
Under normale omstændigheder bør man respektere faglige foreningers ret til uantastet at vælge deres ledere, uanset disses mangelfulde evner, men når det kommer til dansk landbrug, har offentligheden en soleklar ret til at blande sig. Med 8,3 mia. kroner i direkte EU-landbrugsstøtte og med andre 8 mia. kr. i diverse supplerende støtteordninger, så lever de 57.000 danske jordejere i høj grad af bistand fra skatteyderne.
Når de samme jordejere direkte truer den finansielle stabilitet, samtidig med at de skalter og valter med betroede opgaver som forvaltningen af vores alle sammens landskab, natur, miljø og drikkevand så er det ikke længere ligegyldigt, hvem der sættes i spidsen. Vi, der betaler, har vel krav på, at dansk landbrug vælger en dygtigere ledelse til at rydde op i det økonomiske og moralske morads, som en udygtig præsident efterlader på
Axelborg.
