ForsideDebatindlægDebat: Lånte fjer

Debat: Lånte fjer

-

Bragt i weekendavisen d. 12. juni 2009.

I regeringens plan for ”Grøn Vækst”, fremgår det klokkeklart, at satsningen på biogas sker for at hjælpe landmændene til at lave flere svin. Der står:

Øget energiudnyttelse af husdyrgødningen vil (…) give husdyrbrugene bedre vækstmuligheder. Landmandens muligheder for at udvide bedriften med flere husdyr forbedres, da en øget energiudnyttelse af husdyrgødning reducerer behovet for areal til at sprede gødningen på.” (s. 39)

Det sidste er noget vås. Sagen er, at biogasgylle tilføres næringsstoffer på biogasanlægget. De stammer fra slagteriaffald, slam eller ensilage, som skal til, for at der produceres gas. Det øger behovet for udspredningsareal.

Senere skriver man :

Separeret eller afgasset husdyrgødning er mere miljøvenligt, da det bedre end ubehandlet husdyrgødning kan erstatte kunstgødning og ikke udvaskes i lige så høj grad som ubehandlet husdyrgødning.” (s. 39)

Ifølge regeringens egen rapport ”Landbrug og Klima” formindskes udvaskningen med bare 2 %, og det kan anses som teoretisk. Det samme gælder fordelen ved at erstatte kunstgødning.

Når regeringen og landbruget er så forhippet på at afgasse gyllen, skyldes det hverken klima- eller miljøhensyn. Formålet er at pynte på landbrugets miljøbelastning med lånte fjer fra klimaindsatsen.

Landbrugsminister Eva Kjer Hansen har flere gange udtalt, at afgasset gylle udnyttes bedre af planterne. Hun skylder os et regnestykke over hvor meget landbrugsjord, der så kan tages ud af drift. For hvis biogasgyllen blot bidrager til, at vi producerer endnu mere svinefoder til endnu flere svin, gavner det hverken miljøet, naturen eller klimaet. Tvært imod.

Bøndernes gylleproblemer løses lettest ved at man holder op med at lave så mange dyr. Det giver jo i forvejen underskud. Offentlige tilskud til gyllegas er dårligt givet ud. Det giver ganske enkelt ringere miljø for pengene.

 

Knud Haugmark
Skelhøjvej 25 C 1. th.
2800 Lyngby
20 41 77 88

Kilde/link