Bornholms Tidende Mandag 15. juni 2009 af: Knud Haugmark, Skelhøjvej 25 C 1. th., Lyngby
Dan Qvitzau fortæller på lederplads den 13. juni, at landbruget har nedsat sin klimabelastning med 26 procent siden 1990. Det lyder som altid, når landbruget praler, imponerende.
Tallet stammer fra DMU-rapport FR703. Men opgørelsen omfatter kun metan og lattergas, ikke fossil energi overhovedet. Så er det jo nemt nok at få høje relative fald i klimabelastningen. Det svarer til, at jeg taber mig to kilo og praler med et vægttab på 25 procent, fordi jeg kun medregner maveregionen. Udgangspunktet 1990 hviler på meget usikre og givetvis overdrevne antagelser, fordi man ikke råder over målinger. Derfor opregnes et dramatisk fald i perioden 1990 til 2000. Men fra 2006-10 regner man med en stigning i klimabelastningen. Sidst stabler rapporten den ene antagelse oven på den anden formodning, der igen hviler på usikre gæt. For eksempel regner man med, at biogasproduktionen skal firedobles inden 2020. Med Biokraft-skandalen in mente må man håbe, at det ikke går så galt.
Hvis Dan Qvitzau brugte sin journalistiske børnelærdom og checkede sine kilder, kunne vi andre bruge vores kort tilmålte tid på kloden til andet end at være barnepige for Bornholms Tidendes letbenede skriverkarle, når de ytrer sig på lederplads.
Kilde/link