DER ER MÅSKE IKKE noget at sige til, at mange kloge og velmenende mennesker i det danske samfund misforstår regeringens Grøn Vækst-plan.

Men er de ikke klar over, at de tilbageværende 15.000 erhvervsvirksomheder, som benævnes heltidslandbrug, er på vej mod konkurs, mere eller mindre? At landbrugets egne planer siger, at der kun er det halve antal tilbage i 2015? At EU nedtrapper landbrugsstøtten efter 2013, da landene i Østeuropa skal have det samme i støtte som de gamle lande, hvorfor støtten bliver ændret og derfor nedsat også i Danmark? At befolkningerne i EU’s lande ikke mener, at næsten 50 procent af EU’s budget fortsat skal gå til et landbrug, der i procent har en faldende andel af beskæftigelse og økonomisk input og i øvrigt er præget af uheldigt misbrug af EU-midler? At tredjeverdenslande og hjælpeorganisationer gang på gang påpeger de ulige verdensvilkår for fødevareproducenterne i USA og EU på den ene side og næsten resten af verden på den anden side? At landbruget i Danmark er mere gældstyngede end nogensinde og derfor i deres udvikling har placeret sig i en yderst uheldig og sårbar position i forhold til for eksempel en finanskrise.

Hvorledes forestiller politikerne uden for Venstre sig egentlig, at regeringen skulle komme med et Grøn Vækst-forslag i den givne situation? SKULLE DET ‘ MODERNE’ Venstre bruge anledningen til at gøre op med et fra fordums dage fordomsfuldt Venstre? Naturligvis, men det vil ikke ske, så længe befolkningen stadig har et følelsesmæssigt forhold til et ‘ stavnsfrit Bondedanmark’, hvor den nu ældre danske befolkning er vokset op med Morten Korchs ‘ Flintesønnerne’ og mange andre gode Korch-film.

Men såvel denne generations antal, og ikke mindst antallet af landbrug, er stærkt faldende, og en ændret forståelse af vores samfunds brug og misbrug af dansk jord, vand, luft og energi vil nødvendigvis fremadrettet få en større og reel forståelse i befolkningen.

Men Venstres gamle landbrugslobby står med ryggen mod muren mere end nogensindeog har endnu ikke erkendt, at fødevareproduktionen og naturgrundlaget hænger sammen, om end det er anderledes end den på ‘ bjerget’ vedtagne opfattelse, hvis vi skal have et bæredygtigt Danmark.

Landbruget kan formentlig takke Venstres landmand i Folketinget Jens Kirk for, at regeringens vækstplan blev ambitiøs i forhold til at holde det eksisterende landbrug på benene – lidt endnu.

Så når Troels Lund Poulsen, af navn miljøminister, af gavn landbrugsminister, vil hævde, at planen er den mest ambitiøse nogensinde, har han på sin vis ret, for det er ambitiøst at sælge planen som en grøn vækstplan og håbe, at befolkningen ikke er klar over de reelle forhold af magtmæssig karakter, som hersker i Danmark, angående hvem der bestemmer over dansk natur, over grundvand og overfladevand.

Men det er befolkningen, der betaler med direkte og indirekte tilskud via EU med et beløb på ca. 18 milliarder kroner om året år og dertil en mængde andre specialafskrivningsordninger, fradrag med meget mere.

Men planen er ambitiøs, hvis man tror, den kan redde dansk landbrug ud af sin nuværende enormt pressede situation med mange truende konkurser, som finanskrisen og en gennem mange år fejlslagen fødevareproduktion dybest set er årsag til.

Hvad man med rette kan frygte er, at regeringens grønne vækst-politik vil være som at pisse i bukserne for at holde varmen. Den vil hjælpe kortvarigt på erhvervets humør: Få bankerne til at fortsætte en noget usikker belåning. Og ikke mindst: få skabt en tro på, at svinegylle-biogasanlæg kan retfærdiggøre fastholdelsen af en fødevareproduktion med 25 millioner indbyggere i Danmark i form af svin.

Men dette er desværre i bund og grund en produktionsform med stort protein-og energispild til følge.

Mad primært til dyr, om end sekundært til velhavende mennesker. En produktion, der stadigvæk vil skabe mange miljøproblemer og bioøkonomisk ubalance.

Men Venstre og for den sags skyld DF kan ikke stoppe den globale udvikling/afvikling og en egentlig og reel Grøn Vækst-pakke. En plan, der har forståelse for naturen på mindst lige fod med landbrugets historiske selvforståelse, vil blive nødvendig før eller senere.

Som det er nu, er den nuværende landbrugstænkning i høj grad medvirkende til, at vi er havnet ude ad en tangent med vores fødevareproduktion.

Der er reelt tale om en manglende natur-og livsforståelse.

Men naturen vil formentlig tvinge os til at tage hensyn til grundvand og overfladevand, til indåndingsluften, til jorden og til vores voksende forbrug af alting.

Konsekvenserne af dette forbrug med spild og forurening er velkendt og kan mødes med andet end afmagt. Det var åbenbart ikke denne gang, en forståelse af problemet og løsningen skulle komme.

Men denne regering eller en anden regering bliver nødt til at gennemføre en egentlig plan før eller senere.

Også den katolske kirke måtte til sidst bøje sig for videnskabsmanden og matematikeren Kopernikus’dokumentation vedrørende solen som centrum for vores jordklodes omdrejning og ikke omvendt. Den katolske kirke var ca.

450 år om at fjerne det sidste dogme om det modsatte.

Venstre og landbruget vil nok blive nødttil at reagere lidt hurtigere, så denne ‘ misforståede’ grønne vækst-plan er kun en overgangsordning, om end mange vil mene, at den i sin form er en unødvendig udsættelse.