I en pressemedelelse fra fødevareministeriet skriver Eva Kjer Hansen bl.a:
”Danmark er et forgangsland i forhold til at begrænse anvendelsen af antibiotika og særligt den type som kan udvikle resistens og dermed true behandlingen af mennesker og dyr. Derfor er det godt, at der fortsat sker fald i for eksempel brugen af cephalosporiner, der er et af de kritiske antibiotika” siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Sickpigs har forsket lidt i sagen og citerer her fra den seneste opgørelser fra DANMAP, der stammer fra 2007 (vore fremhævninger):
Anvendelsen af bredspektrede cephalosporiner er steget gradvist fra 24 kg i 2001 til 129 kg i 2007 og anvendes primært i so-besætninger. Ordinationsmønsteret tyder på, at anvendelsen af cephalosporiner går fra en lejlighedsvis anvendelse mod mere systematisk anvendelse i en række besætninger, som opdrætter 14-29 % af den årlige produktion af pattegrise.
Anvendelsen af bredspektrede cephalosporiner til kvæg steg både til systemisk behandling (27 kg i 2001, 65 kg i 2007) og yverbehandling (14 kg in 2001, 27 kg i 2007). Ved lokal behandling af yveret anvendes nu i 23 % af tilfældene bredspektrede cephalosporiner. Da mælk fra køer under behandling for yverbetændelse hyppigt anvendes til fodring af kalve, udsættes kalvene potentielt for cephalosporin i mange tilfælde.
I 2007 udgjorde cephalosporiner, fluorokinoloner og carbapenemer 34 % af totalforbruget sammenlignet med 15 % i 1997. Nye data viser, at ændringerne til fordel for nye bredspektrede antibiotika allerede resulterer i en øget resistensforekomst på hospitalerne (se fokusområde om hospitalsforbrug).
Stigningen i cefuroxim resistens er sket sideløbende med en kraftig stigning i forbruget af cephalosporiner på hospitalerne gennem de seneste år. Niveauet af antibiotikaresistens var generelt stadig lavt for de fleste antibiotika i de mest almindelige bakterier isoleret fra kliniske prøver fra inficerede patienter i Danmark. På trods heraf antyder stigningerne i antibiotikaresistens, der er blevet observeret i de seneste år, at resistens-niveauet er under forandring, og dette understreger vigtigheden af en tæt overvågning af antibiotikaresistens, både i primærsektoren og på hospitalerne.
Kilde/link