Jyllands-Posten | 30.11.2009 |
Debat: Resistente svin
Svar til Eva Kjer Hansen: Eva Kjer Hansen beroliger offentligheden med, at »forbruget af cephalosporiner til dyr har været faldende igennem de seneste halvandet år« (JP 21/ 11). Faldet er ifølge Danmap fra 128 kg i 2007 til 127 kg i 2008 eller under én pct. Svineproduktionen faldt med tre pct. Siden 2001 er forbruget eksploderet fra 24 kg, altså steget med 529 pct. Herudover finder der et uregistreret, ulovligt forbrug sted.
Resistensudviklingen er alarmerende, idet nu over 10 pct. af de testede bakterier er resistente.
Mere end en fordobling på to år.
Så det er ingen trøst, at »cephalosporiner udgør en minimal mængde af det samlede veterinære antibiotikaforbrug.« Tværtimod; det gør kun sagen endnu mere alarmerende. Det betyder, at blodforgiftning og andre farlige infektioner allerede er vanskeligere at behandle.
Forskere på Københavns Universitet anbefaler et øjeblikkeligt stop for cephalosporiner; dermed også den ulovlige, som ifølge forskerne er meget udbredt.
Jette Rosenkvist Bukholmvej 43, Haderslev.