ForsideDebatindlægDebat: Minister lægger røgslør ud

Debat: Minister lægger røgslør ud

-

Knud Haugmark p.t. Bonhoefferstrasse 9, Heidelberg, Tyskland, skriver i Jyske Vestkysten d. 22. dec 2009:

Eva Kjer Hansen påstår igen og igen, at forbruget af cephalosporiner til dyr har været faldende igennem de seneste halvandet år. Hun afleder bevidst opmærksomheden fra, at landbrugets forbrug af dette meget resistensprovokerende antibiotikum er eksploderet siden 2001.

Dengang uddelte dyrlægerne 24 kilo. Nu er forbruget 127 kilo. Det er en femdobling godt og vel.

»Faldet«, som ministeren jubler over, er på ét enkelt kilo siden 2007 og svarer ikke engang til faldet i svinebestanden. Hun vender også ansigtet bort fra den kendsgerning, at resistensen er mere end fordoblet på bare to år. Nu er mere end hver tiende bakterietest ufølsom over for disse lægemidler.

Resistensproblemer over for antibiotika er et stigende problem i hele Europa og skyldes ikke kun anvendelsen i landbruget. Men diskussionen skal foregå på et sagligt grundlag. Det hører ingen steder hjemme, at vores minister lægger røgslør ud i en servil bestræbelse for at gøre sig lækker på Axelborg.