ForsideDebatindlægDebat: Det ønskede jeg mig til jul

Debat: Det ønskede jeg mig til jul

-

Bragt i Politiken d. 27. dec. 2009.
Det ønskede jeg mig til jul
En fødevareminister, der ikke kun kan fedte for et urentabelt og dybt forgældet erhverv, men varetager befolkningens behov for sund mad og sunde omgivelser. Frem for alt en minister, der erkender at den danske animalske produktion har fremtiden bag sig. Denne gøgeunge har levet af lån i 10 år mens produktionen har givet milliardunderskud trods tilskud, skattefordele og alle mulige støtteordninger. Det er slut. Landbruget bør nationaliseres og jorden lægges ud som natur. Det vil gavne klimaet på to måder. Dels sætter man landets største klimasynder ud af spillet og dels opsuger naturarealerne CO2. De påtrængende resistensproblemer, som landbrugets antibiotikaforbrug bærer en stor del af ansvaret for, vil også nærme sig en løsning. Samtidig vil fremtidens drikkevand kunne sikres, dyre- og planteliv få det bedre og luften på landet lugte friskere.
Erhvervet kan aldrig nogen sinde betale sin 350 mia. store gæld. Hvis samfundet skal overtage den, må betingelsen være, at landmændene ikke igen får lov at drive rovdrift på natur, dyr, klima, folkesundhed og samfundsøkonomi.
 
Knud Haugmark
p.t. Bonhoefferstrasse 9, Z 327
69123 Heidelberg
Tyskland