Høje afregningspriser under fødevarekrisen fik landmænd i hele verden til at udvide produktionen, og samtidig gav gunstige vejrforhold højere udbytter i store landbrugsregioner i 2009. Afmatningen i den globale økonomi lagde imidlertid en dæmper på efterspørgslen efter fødevarer og resultatet blev et skift fra fødevareknaphed på de globale markeder til fødevareoverskud. Det betød hastigt faldende priser og en stor økonomisk lussing også til danske landmænd.
Det er hovedkonklusionen i dette års udgave af Landbrugets Økonomi 2009, som Fødevareøkonomisk Institut netop har offentliggjort. I rapporten kan man også læse , at landbruget i Danmark tabte over 6 mia. kr. i det forgangne år. Tabet forventes næsten at forsvinde i 2010, men der vil fortsat ikke være noget overskud til at aflønne landmandens egen indsats og til at forrente egenkapitalen.
Kilde/link