Journalist og forfatter
Lad det være slået fast med syvtommersøm, at det ikke er sandt, når Axelborg og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) påstår, at landbruget er havnet i et økonomisk morads på grund af den aktuelle finansielle krise.
Sandt er det heller ikke, at det er hele landbruget, som er på vej mod fallit. Regeringens tal viser, at det højst er de 10-15 procent mest udygtige landmænd, der står for fald.
Det bør ingen begræde. Både samfundet og erhvervet er bedre hjulpet uden disse agrospekulanter og konkursryttere.
Men kan der komme noget konstruktivt ud af nedturen?
Krisen har gjort det åbenbart for enhver, der tør se kendsgerningerne i øjnene, at det er slut med den ekstreme svineindustri i Danmark. Bent Claudi Lassens og Peter Gæmelkes store vision om 35 mio. slagtesvin om året er forduftet ud i det blå. Det er Claudi Lassen og Gæmelke i øvrigt også. Alle de landbrugspolitikere, der har haft ansvaret for den skæbnesvangre fejlkurs mod landbrugets fallit gennem de sidste 10-15 år, er løbet af pladsen i utide.
Fristende milliardpakker
På mange måder står vi tilbage i samme svære situation med svineindustrien i dag, som man befandt sig i med tekstilindustrien og syerskerne i Herning for 30-40 år siden. Det er fristende for politikerne at hjælpe med nok en lille milliardpakke, men de barske kendsgerninger er, at uden massiv, permanent statsstøtte kan danske svineproducenter ikke konkurrere. Der skal langt mere til end en milliard i skattelettelse.
Det skyldes bl.a., at svineproducenterne slås mod sig selv.
Det er danske producenter og dansk svineknowhow, der står bag det særdeles konkurrencedygtige kød fra Polen, som sælges billigt i danske supermarkeder. Og det er også danske svineproducenter, der frivilligt kører syv mio. svin ud af landet hvert år – og dermed lukker deres egne slagterier på stribe.
Hver fjerde danske landmand har investeringer i udlandet. Derfor klinger det voldsomt hult, når Axelborg larmer op om uens konkurrencevilkår i EU for danske landmænd.
Fordele for samfundet
Samfundets fordele ved en mindre svineproduktion er til at få øje på. Frem for alt vil vi kunne spare ganske betydelige beløb på at administrere erhvervet og dets følgevirkninger. Hvis svineproduktionen f.eks. halveres, behøver vi næppe vedtage flere af de milliarddyre vandmiljøplaner. En overholdelse af internationale miljøkonventioner og EU-direktiverne vil også komme inden for rækkevidde, så der ikke længere skal fifles med miljøtal og indberetninger for at holde skindet på næsen.
En rigtig god nyhed er det, at jordpriserne er begyndt at falde. Målrettet genopbygning af naturattraktionerne i de dele af landet, hvor turisme er et vigtigt erhverv, vil atter kunne betale sig, når det nu bliver muligt at købe marginaljord til rimelige priser.
Det ville være dristigt at påstå, at den negative befolknings- og erhvervsudvikling i den såkaldte "rådne banan", der stort set omfatter to tredjedele af landet, kan vendes ved at afvikle den tabsgivende svineindustri, men skade vil det næppe. Lysten til at bosætte sig og drive erhverv herude vil uden tvivl atter stige, når landet ikke længere ligger indhyllet i en stank af griselort.
