Knud Haugmark Skelhøjvej 25 C, Lyngby, tidligere Hviding, i Jyske Vestkysten d. 1. april 2010:
Landbruget forsøger at iscenesætte sig som uskyldige ofre for unfair konkurrence fra udlandet. Men kendsgerningen er, at dansk landbrugseksport steg med knap 10 % sidste år. Problemet er snarere selvforskyldt. Bønderne er i dag Europas, sandsynligvis også verdens, mest forgældede, fordi de for lånte penge har investeret vildt i jord, mekanik og urentable staldanlæg. Nu piver de igen og stikker hånden frem for at få endnu en milliard oven i de 3,6, som regeringen allerede har foræret dem på skatteydernes regning.
Landmændene må begribe, at de ikke kan leve som baroner med røde tal på bundlinjen, heller ikke, selv om de kan køre billigt privat på blå diesel og sælge lidt til venner og familie. Erhvervet har glemt gamle dyder om selvforsørgelse og har overtaget en krævementalitet, som synes værre, end man hidtil har set. Det er en vits, at bønderne kalder sig »bæredygtige«, når deres indkomster består af 62 % skatteydertilskud. Hverken Mogens Dall (26.3.) eller andre landmænd har bevist, at de er udsat for urimelige konkurrencevilkår.