ForsideDebatindlægDebat: Landbrugsindustriens manipulation

Debat: Landbrugsindustriens manipulation

-

 

Landbrug & Fødevarer har nyligt præsenteret deres fremtidsvision for erhvervet under navnet »Vækst i balance«. I den anledning har direktør for MAPP Centret og professor ved Århus Universitet, Klaus Grunert, udtalt til bladet FoodCulture, at det er vigtigt for erhvervet »fremover at være ærlig i kommunikationen med omverdenen«. Jeg er helt enig og vil foreslå landbrugsindustrien at ophøre med sin forløjede fremstilling af virkeligheden for produktionsdyrene i dansk fødevareindustri. Eksempelvis manipuleres der stærkt på grisetransportvognene:

»Sundhed giver trivsel« er et af de statements, som ofte møder trafikanter. Udsagnet klinger hult på baggrund af, at mindst 10 mio. grise årligt dør i danske svinestalde. Endvidere tildeles konventionelle slagtesvin gennemsnitligt 3 doser antibiotika i deres omtrent ½ år lange liv. Er det sundt? Tegn på trivsel?

Jævnligt ses konstruerede billeder på bagsmækken af enorme lastvognstog af glade grise dasende imellem græs og blomster. Hvorfor når dette kun er virkeligheden for fire ud af 100 svin?

Ligeledes er grisene altid afbilledet med en stor krølle på halen. Hvorfor når over 99 % er halekuperede?

Skiltet »Levende dyr« bagpå svinetransporter sidder lige i øjenhøjde til at fange bilisternes blik. Nok så relevant ville det være for vognmænd og svineproducenter at holde skiltet op foran egne øjne, al den stund antallet af anmeldelser for vold mod grise er steget voldsomt siden 2006.