Skrevet af: Mogens Buch-Hansen, lektor på RUC i internationale udviklingsstudier (IU) og forsker i sammenhængen mellem miljø og udvikling i den Tredje Verden
Information 03/10/2010
Den vestlige udviklingsmodel holder ikke, når Jordens ressourcer er begrænsede. Vi må definere et nyt udviklingsbegreb, der sikrer en mere retfærdig fordeling af verdens goder, og som sikrer en rimelig materiel levestandard for alle, uden at der drives rovdrift på naturressourcerne
Verden har hidtil bygget på den antagelse, at økonomisk vækst vil løse menneskehedens problemer, og implicit antaget, at jo større økonomisk vækst, desto større lykke.
Der har gennem historien været mange dissidenter, som har haft religiøse, moralske eller andre alternative opfattelser af, hvad der skaber menneskelig tilfredshed.
Udviklingstanken, som Præsident Truman officielt annoncerede med sin tiltrædelsestale i januar 1949, gav løfter til hele den Tredje Verden om en materielt bedre tilværelse end den fattige kolonistatus, de var ved at løsrive sig fra. Siden da har udviklingsdiskursen og udviklingsindustrien fastlåst et syd-nord afhængighedsforhold, som i stedet for at skaffe økonomisk udvikling til de fattigste har gjort forskellene mellem rige og fattige endnu større. Det på trods af at milliarder af kroner er blevet overført i u-landsbistand.
Der er behov for at nydefinere udvikling.
Nye tendenser har været undervejs siden sammenbruddet af efterkrigstidens verdensorden bestående af tre verdener.
Den Anden Verden brød sammen, symboliseret ved Berlin-murens fald i 1989, hvorefter de to supermagter ikke længere havde behov for at skaffe sig alliancer i den Tredje Verden. En håndgribelig konsekvens af det var, at USA halverede sin u-landsbistand fra 16,2 milliarder dollar i 1990 til 8,4 milliarder i 1997. De såkaldte bløde donorer fortsatte med at øge bistanden og fastholde mantraet om at afhjælpe fattigdommen i de fattige lande.
Siden terrorangrebet på USA i 2001, hvor USA efterfølgende kraftigt øgede sin u-landsbistand, har alle donorerne i stigende grad fokuseret på politiske projekter med god regeringsførelse, demokrati osv.
Det er sket på bekostning af produktive projekter inden for f.eks. landbrug, som hovedparten af befolkningerne i u-landene ernærer sig ved. Samtidig med at de fattigste lande ikke mindst i Afrika er sakket yderligere bagud, fremviser nogle af de store u-lande, de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), imponerende vækstrater sammen med andre lande specielt i Sydøst-asien.
Den økonomiske vækst i de lande har i høj grad medført en efterligning af den vestlige forbrugsmodel med stor efterspørgsel af kød, husholdningsmaskiner, fjernsyn, biler og computere. Målt i faste priser var det globale forbrug i 2006 på 30,5 trillioner dollar og dermed steget 28 procent siden 1996 og mere end seksdoblet siden 1960. I samme periode er verdens befolkning kun vokset med en faktor 2,2.
Begrænsede ressourcer
Stigningen på 28 procent inden for de sidste 10 år, vi har tal for, skyldes i vid udstrækning, at en ny global forbrugerklasse er kommet til. Man kunne jo så hævde, at så er udviklingsprojektet ved at lykkes, og nu handler det bare om at få Afrika med. Men der er mindst to alvorlige problemer i denne udvikling.
Det ene er, at væksten er endnu mere skæv end den ulige udvikling, der har kendetegnet udviklingsepoken. I de nye store og fremadstormende udviklingslande, der næsten rummer halvdelen af jordens befolkning, har de 20 procent rigeste mere end 60 procent af den samlede indkomst og forbrug, mens de fattigste 20 procent må nøjes med 3-4 procent. Materiel fattigdom udvikler sig side om side med ekstravagant overforbrug.
Det relaterer sig til det andet alvorlige problem, nemlig den globale forbrugerisme. Den vestlige udviklingsmodel, vi hidtil har promoveret blandt andet ved hjælp af u-landsbistanden, holder ikke i en verden, hvor Jordens ressourcer, økosystemer og atmosfære er begrænsede.
Der er behov for at definere et nyt udviklingsbegreb, der kan leve op til kravene om en mere retfærdig fordeling af verdens goder, et udviklingsbegreb, der sikrer en tilstrækkelig, men ikke overflødig, materiel levestandard for en befolkning på de 9 til 10 milliarder mennesker, som vi vil være i verden, inden befolkningstallet forventes at stabilisere sig i midten af dette århundrede.
1,2 milliarder mobiler
En lang række internationale organisationer er gennem de sidste par årtier fremkommet med den ene rystende rapport efter den anden om, hvor galt det står til med klodens ressourcer, når de skal holde til et stærkt stigende globalt forbrug. I 2008 -midt under den økonomiske krise – blev der på verdensplan solgt 68 millioner biler, 85 millioner køleskabe, 297 millioner computere og 1,2 milliarder mobiltelefoner.
De mange advarselslamper, som har en tendens til hurtigt at blive glemt, kan opsummeres på en meget forsigtig måde, som det er gjort af det såkaldte Millenium Ecosystem Assessment. Det er en gruppe af 1.360 eksperter fra 95 lande, som i 2005 estimerede, at 60 procent af klodens økosystemer, som leverer services som klimaregulering, ferskvandsforsyning, absorbering af forurening i jord, vand og luft, fisk i havene og så videre, er ved at blive ødelagt så voldsomt, at »planetens evne til at sikre disse økosystemers overlevelse for fremtidige generationer ikke længere kan blive taget for givet«. Det såkaldte økologiske fodaftryk viser, at vi allerede bruger 1,3 jordklode og altså spiser af den naturkapital, der skulle gå i arv til fremtidige generationer.
Neoliberalismens triumf
Har vi ikke hørt alt dette før?
I 1970’erne foregik en livlig debat om grænser for vækst, hvor neo-malthusianere gjorde opmærksom på, at Jordens ressourcer blev forbrugt med så stor hastighed, at mange af dem og ikke mindst råolien snart ville være brugt op. Deres argumenter blev tromlet ned af den teknologiske og produktive ekspansion, som globaliseringen udgjorde fra 1980’erne. Neokonservative politiske kræfter med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i spidsen var med til at bane vejen for den neoliberale økonomis dominans på alverdens universiteter og ikke mindst i finansministerierne. Målet for den neoliberale økonomi er at optimere den menneskelige nytteværdi, men man indregner ikke ressourceforbruget eller forureningen, der bliver skabt ved at optimere nytteværdien.
Den økonomiske rationalitet styres af the economic man, som er de konventionelle økonomers idealborger, der egoistisk søger at optimere egen nytteværdi uden hensyn til solidaritet, medfølelse eller andre bløde humanistiske værdier, såsom hensynet til fremtidige generationer.
‘Grænser for vækst’-debattørerne havde undervurderet den teknologiske kreativitet og måske ikke mindst skruppelløsheden i den jagt på flere ressourcer, som globaliseringen udgjorde, støttet af den neoliberale økonomis stræben efter at optimere den materielle nytteværdi.
Hvordan kan vi undgå at blive generationen af græshopper, der spiste alt og intet efterlod sig? Og hvordan kan vi leve op til u-landenes og ikke mindst de fremadstormende nye økonomiske supermagter som Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika, Sydøst-asiens etc. krav om en global demokratisk fordeling af muligheder for udvikling?
COP15 viste konflikt
Netop dette er et af de centrale konfliktfelter i de pågående klimaforhandlinger, som i vid udstrækning var med til at få COP 15 i København til at ende resultatløst. Selv den største teknologioptimist vil næppe påstå, at klodens ressourcer og økosystemer vil kunne bære en demokratisk udbredelse af den vestlige forbrugskultur til 9-10 milliarder mennesker ved midten af dette århundrede. Den økologiske udfordring er derfor ikke en fjern fremtidsudsigt, som vi kan tillade os at skubbe til side, til vi får bedre tid og råd. Det bliver en kontant udfordring for vore børn og børnebørn. Der er efter min mening tre store opgaver at tage fat på:
1) Forskning og udvikling af grønne, bæredygtige teknologier må intensiveres. Det kan ikke undgå at blive rigeligt tilbagebetalt.
2) Udviklingsbegrebet må omdefineres, således at en tilstrækkelig, men ikke overflødig produktion og ditto forbrug kan udbredes globalt og demokratisk. Det kræver en udvikling af økologisk økonomi, som ser samfundsøkonomien som en delmængde af det økologiske system. Klodens ressourcer og økosystemer, inklusiv atmosfæren, er en endelig størrelse, hvor der kun tilføres solenergi. Samfundsøkonomien kan ikke løsrives fra det økologiske system, som skal rumme den.
3) En afskaffelse af (over) forbrugskulturen hvor menneskelig tilfredsstillelse opnås på anden måde end ved materielt forbrug. Denne holdningsændring må nødvendigvis først og fremmest finde sted i de rige lande. De nye generationer må, for deres egen skyld, overbevise politikerne om nødvendigheden af en sådan radikal forandring.
Mogens Buch-Hansen er lektor på RUC i internationale udviklingsstudier (IU) og forsker i sammenhængen mellem miljø og udvikling i den Tredje Verden
Kilde: http://www.information.dk/246581
